Forbrydelsen 2 løber over skærmen i disse uger, og capac hænger på. Der er jo i forvejen ikke så meget krimi på tv (bortset fra den charmerende Lewis), og Forbrydelsen 1 var vellykket.

Mine få forbehold over for Forbrydelsen 1 gik på, at den var lidt lang i spyttet. Who-dunnit-nysgerrigheden blev sat på en hård prøve. Nok også for hård. Denne gang – med nr. 2 – har anslaget været godt. Et spektakulært videograferet drab på en jurist med baggrund i forsvaret sættes i relation til både Besættelsestiden og vor tids mare: terrortruslen. Et væv af uigennemskuelige politiske og militære rævekager, løgne, fortielser m.m. sørger for, at nysgerrigheden ledes godt rundt i manegen, sådan som konventionen foreskriver. Mistænksomheden er på arbejde, men man ved godt, at der er lang vej endnu, og der er for lidt kød på til at fælde nogen som helst. Selv om et par oplagte skurke allerede har været ind over.

Der spilles godt på alle pladser. Sofie Gråbøl passer godt ind som den lille, uglamourøse, kontormuslignende politibetjent, der har næse for opklaringsarbejdet men også har fået ørerne godt ind i maskinen på grund af sit enegængeri. Michael Birkkjær er godt typecastet som hendes lidt rå politikollega, der sympatiserer med mere end hendes uortodokse metoder. Også på birollepladserne leveres solidt skuespil.

Fotograferingen og klipningen er på et højt professionelt niveau, sådan som man er forvænt med i moderne kriminalfilm. Film noir-stilen har ikke levet forgævet og er overlevet i den digitale tv-tidsalder.

Det eneste, der har generet mig lidt ved den ellers medrivende start, er summen af klicheer fra genrens overdrev. Hvorfor skal Lund absolut være forvist til paskontrollen? Selv inspektør Clouseau bliver forvist til gaden! Hvorfor skal hun fremstilles som en enlig mor-workaholic, der sætter ægteskab og familieliv over styr for at finde morderen? Hvad er der galt med en kvinde, der – som de fleste – kan have mange bolde i luften, selv om et par af den ryger på gulvet nu og da? Hvorfor skal hun absolut udstyres med en lille hjælper – og muligheden for et amourøst forhold? Kan mænd og kvinder ikke arbejde sammen, uden at amors pile (eller liderlighedens blikke) absolut skal flyve gennem luften? Hvorfor skal hendes chef absolut være et koldt, beregnende, dumt svin, der stereotypt er hængt op i magtens centrum som en anden hånddukke? Ville det ikke være velgørende med en human, forstående chef, selv om racen er en sjældenhed i fiktion og virkelighed? Hvorfor skal man partout have en islamisk fundamentalist, som bekræfter enhver paranoid forestilling i Dansk Folkeparti? Eller hvad med klicheen om den gode politiker (justistsministeren), som tydeligvis er udpeget af statsministeren i en højere sags tjeneste? Fortsæt selv.

Men selv om man således skal sluge adskillige kameler med hud, hår og pukkel, så er der ingen tvivl om, at serien er kommet godt fra start – også bedre end i første ombæring. Vi følger med i næste afsnit…