Nashvilleproduceren Shelby Singleton er død, 77 år

Author:

Han var udstyret med en pladekøbers ører og havde et kommercielt instinkt. Shelby Singleton, der nu er død 77 år gammel som følge af en kræftsygdom i hjernen. To egenskaber, der er guld værd, når man arbejder i den business, som populærmusikken også er og altid har været.

Singleton gjorde sig rigtig bemærket i slutningen af tresserne, hvor han opkøbte det legendariske Sun Records og iværksatte en markedsføring og revival af de klassiske indspilninger. Men allerede inden da, havde hans næse for musikalsk talentudvikling gjort sig gældende i pladeselskabet Mercury Records, hvor han bl.a. tog sig af store countrynavne som Ray Stevens, Roger Miller og Jerry Lee Lewis – og R&B-navne som Brook Benton og Clyde McPhatter.

Et fremragende eksempel på Shelby Singletons fornemmelse for musikalske forretningsmuligheder var hans indspilning af Tom T. Halls sang “Harper Valley P.T.A.”. Pladen blev indspillet på Singletons Plantation plademærke i 1968 med en lovende kvindelig sanger ved navn Jeanne Caroly Stephenson. Singleton omdøbte straks frk. Stephenson til Jeannie C. Riley, og indspilningen blev et øjeblikkeligt hit og en klassiker i sin genre.

Et andet forhold, der gjorde Singleton til noget særligt var, at han i en tid, hvor raceadskillelse stadigvæk var ensbetydende med politisk korrekthed, lod sorte og hvide musikere arbejde sammen i studierne. Og de sorte musikere, der var forment adgang til de lokale moteller og hoteller, indlogerede han hjemme hos sig selv. Singleton var selv sort. Han anerkendte ikke hudfarvernes betydning, men alene musikernes.

En sjælden støbning i musikkens verden. En mand, der både havde sans for populært fængende musik og kasseapparatets ringen…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *