Rod Stewart – en fortolker

Author:

Som omtalt for nogle dage siden, så er Rod Stewart på trapperne med et soul-album. Siden han spillede sammen med The Faces, har Roden slået sine folder som sangfortolker inden for mange genrer. De seneste år har han haft stor succes i USA som crooner med sin amerikanske sangskat. Tidligere gjorde han sig som bl.a.jet-set-darling med blondiner på armen og mainstream-disko (Blondes have more Fun) og ballader på pladerne (med I am sailing som et ulideligt højdepunkt).

Stewarts styrke er hans evner som fortolker. Når han er bedst, formår han at få det bedste ud af en sang. Det lykkes ikke hver gang, for sådan er det at være fortolker. Men det er ofte sket. Og nu er det så muligt at kigge ham lidt over skulderen i hans slid med sangene. For Rhino udsender en boks med Stewarts sessions – hans “øvelser”, om man vil – fordelt over karrierens første tre årtier. Tidlige og alternative versioner af kendte og ukendte sange fra Rodens katalog. Det skal blive spændende at lytte med…

2 thoughts on “Rod Stewart – en fortolker”

  1. @Donald: Jeg synes, at sangfortolkere alt for ofte har været ringeagtet, fordi de ikke skrev deres eget materiale. På den led har megen kritik i populærkulturen været fanget ind i et absurd krav om originalitet. Det var finere selv at skrive sange og fremføre dem end at fortolke andres sange. Men en Rod Stewart eller en Linda Ronstadt kan i mine øre fremkalde det bedste i andres sange, så man pludselig opdager, hvor gode sangene er. Et eksempel her fra bloggen: http://www.capac.dk/wordpress/?p=3933, hvor Roden fortolker Elvin Bishop. Eller tag en af Linda Ronstadts opsamlingplader, hvor eksempler er legio.

  2. Det er interessant at man kan fÃ¥ baggrunden med. Jeg husker en underlig udsendelse – kan ikke huske hvornÃ¥r jeg hørte den! hvor jeg var pÃ¥ tur ved Vaserne, Furesøen, og hørte Rod Stewart omtalt som en der (ligesom Rolling Stones) havde kopieret andres numre med henblik pÃ¥ at skabe de successer, som alle gerne vil have, men som den originale kunstner jo ikke havde fÃ¥et. Væst var det imidlertid iflg. udsendelsens redaktør med tyveri af “signaturer” eller intro’er. Jeg kan ikke huske fagudtrykket lige nu (pinligt) men altsÃ¥, ofte fandt producere ud af, at en studiemusiker med en eller anden stump melodi gav hele produktionen en stemning, som er afgørende for at indspilningen slÃ¥r an.

    Et sÃ¥dant eksempel fra en anden verden er “Duke Jordan”‘s intro til en indspilning af Round About Midnight med Charlie Parker. Jordan var godt bekendt med at den lille stump havde slÃ¥et hans navn fast for eftertiden – men at udnytte det professionelt og konsekvent, det var svært for ham. Han fik af et dansk pladeforlag at vide, at han var “rytme-akkompagnatør” og ikke “solo spiller” hvilket gjorde ham dybt ulykkelig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *