Lesley Gore (f.1946), der blev døbt Lesley Sue Goldstein, er uden tvivl mest kendt for sit store hit fra 1963, “It’s my Party”, som hun indspillede kun 16 år gammel. Pladen, der i øvrigt var Quincy Jones’ svendestykke som pop-single-producer, indfanger på bedste vis tidsånden i den periode, hvor teenageren for alvor blev et attraktivt segment for musikindustrien, og teksterne kredsede om teenagelivets centrale problemstillinger: fest, farver og ulykkelig kærlighed.

Lesley Gore var som sanger – og sangskriver – et navn midt i den såkaldte “pigegruppe æra”, hvor paradoksalt det end må lyde, og havde en høj stjerne i årene 63-67. Når Lesley med den fortræffelige pigepopstemme ikke blev et større navn, end tilfældet var, skyldtes det nok, at hun snusfornuftigt valgte den ensporede sangkarriere fra og tog sig en uddannelse på college, dengang da “It’s my Party” åbnede dørene til filmens og fjernsynet verden… Hun nøjedes med at optræde, når hun havde fri fra skole. I weekender og ferier.

Som mange af sine samtidige oplevede hun et markant fald i publikums interesse, da tidsånden ændrede sig omkring 1967. Tiden for den troskyldige pigepop var forbi med hippier, ungdomsoprør, psykedelisk musik m.m. Selv om hun forsvandt ud af rampelysets midte, så er hun dog forblevet aktiv siden. Mest som sangskriver, bl.a. til filmen “Fame”. Hun har også optrådt ved koncerter og på tv, ligesom hun har indspillet nogle få plader siden sine glansår. I 1972 kom “Someplace Else Now”, i 1976 kom “Love Me By Name”, i 1982 “The Canvas Can Do Miracles” og i 2005 “Ever Since”.

I 2005 sprang Lesley ud af skabet som lesbisk (i offentligheden). Og det er lidt pudsigt at tænke på, at også hun – med en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle – har været idol i et heteroseksuelt domineret teenageunivers. Men tiderne skifter, heldigvis.

Når jeg skriver denne lille klumme om Lesley Gore, så er det, fordi jeg i går tilfældigvis hørte en sang med hende, som jeg egentlig sætter højere end “It’s my Party”. Nemlig “Maybe I know” fra 1964. Sangen er skrevet af for nyligt afdøde Ellie Greenwich og hendes makker Jeff Barry, og jeg kan huske, at den også fik airplay i dampradioen dengang, da jeg var ung og modtagelig for hjerteskærende pop. Tilstrækkeligt mange gange til, at den sidder fast i hjernebarken (el. hvor det nu er) og i dag har kørt rundt og rundt. Ikke, at det gør noget. For det er en dejlig popsang.

Og her i en sort-hvid-optempo-udgave med højt-lakeret frisure…