Sebastian skrev sin første dansksprogede sang, “Lossepladsen bløder” ude på lokummet. Det tog et par timer, fortæller Torben Bille i sin biografi. Sebastian var ellers ikke meget for dansksproget musik dengang, da der lige var taget hul på de senere så debatterede halvfjerdsere. Han havde hørt Steppeulvene, men synes, det var “abedansk”, der ikke ydede Dylan den retfærdighed, som Sebastian ville give ham.

Og “Lossepladsen bløder” var Sebastians bud på at gøre det bedre. Om det lykkedes vil jeg lade være et åbent spørgsmål, men i hvert fald fik Sebastian med den ordrige sang slået et gevaldigt hul på sit sproglige forbehold i forhold til vort modersmål. Som tidligere nævnt var det en plade med Jørgen Thomsen og Kashmir, der fik Sebastian til at løbe ud på lokummet med papir og blyant. Det kunne han sørme gøre bedre. “Lossepladsen bløder” står stadigvæk som en god sang, der markerer Sebastians hamskifte som musiker. Det er efter den, han smider sin Dylan-Donovan-overfrakke.

Og allerede på albummet “Den store flugt”, der fulgte den engelsksprogede debut “The Goddess”, i 1972 er hamskiftet er i fuld gang. Det engelsksprogede er ikke helt sluppet endnu (i sangen “Status Quo”), tresser-folk-inspirationen er stadigvæk til stede i nogle tekster, hvor ordene står i kø og lige ved at snuble over hinanden, den folk-akustiske guitar dukker op og giver mindelser… Men samtidig er der også kommet en enkelhed og mundrethed i sprogbehandlingen, som giver løfter for fremtiden. Og musikken er mere folk-rock end folk, og minder (mig) mere om den engelske folkrockere end den Dylan, som Sebastian stadigvæk skulle sammenlignes med. Med et hold gode musikere som Alex Riel, Paul Banks, Peter Ingemann, Andrew John m.fl. og et dusin sange af høj kvalitet – nogle med klassikerstatus (Når lyset bryder frem, Rose og Hvis du tror du er noget ) fik Sebastian lavet en plade, der stadigvæk står som en af de bedste plader fra halvfjerdserne.