I starten af tresserne, da Lennon & Mccartney var slået igennem, skrev de så mange sange, at de med løs hånd strøede dem ud over andre kunstnere. The Rolling Stones nød godt af det, og det samme gjorde fx sangerinden Cilla Black, der var en af de få kvindelige sangerinder, som fulgte i hælene på The Beatles, da de forlod hjembyen Liverpool.
Skrønen fortæller, at frk. Black havde en tjans i det berømte spillested The Cavern, hvor hun ikke blot lyttede til de fire drenges musiceren, men også gjorde et stort indtryk på dem med sin sangstemme. Egentlig hed hun White til efternavn, men et lokalt blad kom til at skrive Cilla Black, og hun syntes så godt om det, at det blev hendes kunstnernavn, da hun kom under Brian Epsteins managervinger. Epstein sørgede for at give hende en pladekontrakt med Parlophone og gjorde George Martin til hendes første producer på Lennon/Mccartney-nummeret “Love of the Loved”. Sangen blev ikke noget stort hit, men det gjorde den næste single “Anyone Who Had a Heart”, der var skrevet af Burt Bacherach-Hal David. Cillas første nr. 1 hitlisteplacering var en kendsgerning; og sangen blev en kendingsmelodi for den unge sangerinde. Derefter gik det slag i slag med en lang række successer op gennem tresserne. Stadigvæk med Lennon/Mccartney som leverandører. Blandt andet til sangen “Step inside love”, der hittede i 1968. I løbet af tresserne kastede hun sig også over skuespillet og medvirkede i film og tv-programmer. Hun er stadigvæk meget aktiv i England, hvor hun er voldsomt populær. I 1997 fik hun The Order of the British Empire (OBE) for sit virke. I øvrigt den samme hæder, som først overgik the Beatles.
Blogbestyreren har altid – dvs. siden tresserne – haft en svaghed for de engelske popsangerinder – Dusty Springfield, Lulu, Sandie Shaw m.fl. Og så Cilla, der har en betagende stemme.
I forbindelse med udgivelsen af The Beatles’ Anthology-serie er der dukket et par filmstumper op, hvor Cilla synger ovennævnte Step inside Love. Her kan man høre, hvor fin en fortolker hun er:
Det andet klip kan man se her
Tilføjelse: dette indlæg blev skrevet under indflydelse af et Cilla Black-Best of-album…