Ungdomshuset vil ikke slippe medierne. TV-Webcams “dokumenterer”, at der kun er en bunke mursten og støv tilbage. Og såkaldte “eksperter” fylder morgensendefladerne for at debattere, hvad der er sket. Men, hvad handler denne sags så om? Hvad får alverdens journalister til at valfarte til lille Danmark for at skrive om det lille hus på Jagtvej i København? Jo, det handler ikke kun om en stor flok unge mennesker. Det handler om, hvilket samfund , vi vil have. Visse politikere og debattører – med borgmester Martin Geertsen i spidsen – har ved deres sort-hvide, forenklende (nogle vil sige: konsekvente) fremstilling af situationen indirekte, utilsigtet tydeliggjort, at et samfund ikke kan fungere ene og alene på grundlag af ejendommens ukrænkelighed og konsekvent håndhævelse af lov-og-orden. Langt de fleste udsagn, blogbestyreren har hørt, om i denne sag har fordømt volden, hærværket og gadeuordenen. Men, der har været et eller flere men’er.
I den pædagogiske verden har et af de stærkeste buzzwords i de senere år været: inklusion. Det handler fx om, at alle de utilpassede, skæve, uregerlige osv. børn i folkeskolen skulle inddrages i skolens almindelige liv i stedet for at blive sendt i specialklasser, specialundervisning osv. Der er sådan set ikke noget nyt i den tanke. Går vi blot en generation tilbage i tiden udgrænsede man ikke de utilpassede og skæve individer på samme måde ved at diagnosticere dem, stigmatisere dem eller sætte en etiket på dem. Landsbytossen og originalen var en – markant – del af samfundet. Dullemaren var en del af min barndoms hverdag med stor beblomstret stråhat og overdreven brug af parfume, læbestift og makeup. Et kulørt og festligt indslag. På den led var samfundet dengang nok mere rummeligt, end det er i dag. Alt andet lige.
Ungdomshuset (og Christiania for den sags skyld) er – som Rune i www.humanisme.dk også er inde på – symptom på en kulturel kamp, der drejer sig om, hvilken samfundsform, vi vil udvikle. En kamp mellem konformisme, ensretning, autoritære tankeformer m.m. på den ene side og mangfoldighed, forskellighed, rummelighed m.m. på den anden side. En kamp, man vil kunne genkende på andre samfundsområder: udlændigepolitikken, arbejdsmarkedet osv.
Hvis man kan drage en erfaring fra ekperimenterne med alternative samfundsformer i årene efter 1968 – Thy-lejren, Christiania osv. – så er det måske, at det ikke er muligt at stå helt uden for samfundet. Konkret: der skal betales for vand og el på Christiania. Positivt: Vi er afhængige af hinanden (på godt og ondt). Men omvendt skal samfundet ikke være mere homogent, end at det kan rumme de utilpassede, de anderledes, de skæve. Og sådan også med de utilpassede unge i København. Vi har alle en interesse i, at de er en del af samfundet, og at de oplever, at de er det. På den måde kan man måske undgå den værste politiske “radikalisering”, som Lisbeth Knudsen ser som en mulig uheldig konsekvens af de sidste dages kamp. En “radikalisering”, man kan se andre steder i Europa, hvis man ellers vil løfte blikket et øjeblik. Så – sørg for at finde en alternativ løsning til det tabte hus. Nu!
—–
Banneraktion af studerende ved Kunstakademiet i sympati med Ungdomshuset:
Læs videre hos: Vampyrpingvinen, Anja med flere…
Opdatering: Bo har været så venlig at reagere på mit indlæg. Så jeg vil benytte lejligheden til at præcisere en smule.
Jeg tror såmæn, at du, Bo, har forstået mit indlæg ganske godt. Blot forholder jeg mig slet ikke til Faderhuset, og hvad det står for. Jeg har bevidst undladt at forholde mig til dem på anden måde end at betragte dem som de “retmæssige” ejere af den nu nedrevne bygning. Til en vis grad synes jeg, at Ruth og Faderhusets mediestunt har tilsløret, hvilket fundamentalt problem, der er tale om…
Nej, den konformisme, ensretning m.m., som de uregerlige unges i deres brogede “andethed” står over for, er repræsenteret af store dele af det politiske establishment – partifarven ufortalt.
Som mange andre oplever jeg en snigende intolerance, bornerthed (fx i forhold til det seksuelle…), konformisme, ensretning m.m. i den nuværende politiske konjunktur, som på mange måder minder om fx halvtredsernes indskrænkethed. Jeg taler for et samfund, der baserer sig på lov og orden, men samtidigt også er tolerant, inkluderende i forhold til de mennesker, der altid vil være i modsætning, på tværs, på kanten, anderledes, skæve osv. Rune kalder det pluralisme og humanisme. I et sådant samfund vil det handle om at integere de “vilde” unge i stedet for at udstøde dem af det gode fælleskab. Det sidste tror jeg ikke, at der kommer noget godt ud af. Hvad enten vi taler om unge fra Ungdomshuset, Vollsmose eller hvem, der nu er ude i hampen…
Bos indlæg kommenteres også udførligt af Carsten…
@Capac & Anja: jeg er med pÃ¥ at møde Ritt sammen. Eller hvem som helst i øvrigt. Til en konstruktiv snak. Ikke fordi jeg tror vi er specielt geniale, men fordi man aldrig ved helt præcist, hvad der skal til og hvad der kan ske in ‘this crazy world’. Bare skriv hvis du har lyst til et initiativ, Capac!
Ved I hvad drenge, kunne I ikke lige tage et smut forbi RÃ¥dhuset til en lille sludder med Ritt?
Jeg tror sgu I kunne komme ret langt og vi har brug for det!
Dejlig diskurs hér
@Ole Thofte: Kære Ole, jeg tror, at vi grundlæggende er meget enige. Jeg har tidligere over for Peden skrevet, at volden antager mange former. Jeg nævnte et par eksempler. Det ændrer ikke ved, at jeg synes, at de unge skal afstå fra voldelige handlinger. Det tjener ikke deres sag.
I øvrigt er jeg enig med dig i, at der i den nuværende politiske konjunktur under Fogh-regeringen sker en polarisering og opsplitning, hvor vi i stedet for burde se et blomstrende mangfoldigt samfund, hvor der også var plads til ikke blot ét, men mange ungdomshuse.
Til Capac: Det ser ud til at vi er næsten enige 🙂 – Men de unge er langt fra de eneste, der udøver vold i denne situation og det er vigtigt at være opmærksom pÃ¥ det ….. Vi mÃ¥ ikke glemme at beskæftige os med den fysiske og psykiske vold, der er blevet udøvet i rigt mÃ¥l af andre de de unge og som ogsÃ¥ er et væsentligt demokratisk problem – mÃ¥ske det mest skræmmende i denne sag. Fx politiets voldsomme fremfærd med knipler, den livsfarlige anvendelse af politibilerne, mange ransagninger uden dommerkendelse osv. Talrige anholdelser og langvarige varetægtsfængslinger pÃ¥ meget tyndt grundlag under ikke-beviste henvisninger til fare for fortsatte ulovligheder….Ikke-sympatisører, der smider brosten og afbrænder biler for at optrappe konflikten og sætte de unge i endnu dÃ¥rligere lys (ex: cykelhandler der pÃ¥greb stenkaster, der viste sig at være ny-nazist; vidner der har set ikke-bz typer stikke ild pÃ¥ biler). Dertil kommer det hæmningsløst forhÃ¥nende sprog, der er blevet anvendt om de unge pÃ¥ diverse debatsider (i Ekstrabladet, BT, Berlingeren), pÃ¥ en lang række blogs, af politiet under talrige kropsvisiteringer rundt om i byen. Et problem, der slet ikke bliver nævnt er de mange hatemails og hatetelefonopkald, som de unge og deres sympatisører i rigt mÃ¥l modtager fra vrede medborgere. Endvidere kan man tilføje den systemets vold, der blotlægges, nÃ¥r de mange varetægtsfængslede nægtes kontakt og besøg af dybt bekymrede pÃ¥rørende, der ikke kan fÃ¥ oplyst de mest elementære facts om den fængslede.
Al denne vold er et stærkt udtryk for en glidning mod et polariseret og splittet samfund, hvor dialog er erstattet med mudderkastning og gensidig mistænkeliggørelse. Måske er mudderkastningen mere skadelig end stenkastningen? Samtidig viser fx Folketingets magtudredning, at vi ikke længere har de demokratiske massebevægelser, hvor folk kan diskutere og moderere de polariserede synspunkter, bla ved at få sat ansigt på dem, man kritiserer. Internettet bliver brugt en del til debat, men mangler den direkte kontakt og det bidrager ofte til en uheldig skærpelse af tonen i diskussionerne. Hvordan får vi så bearbejdet disse erfaringer, der efterlader dybe ar hos de involverede: politiet, de unge, de pårørende, naboerne osv?? De officielle hjælpesystemer ser passivt til, mens det er overladt til spredte grupper af bekymrede borgere at samle op og reparere på de mange skader. Der må handles nu inden det bliver for sent. I mine øjne tyder alt på, at en voksende del af ungdommen i Københavnsområdet er blevet mobiliseret i vrede og afmagtsfølelse over de begåede uretfærdigheder. Hvordan kanaliseres disse menneskers energi i en konstruktiv retning? Et svar ligger lige for: gennem et nyt Ungdomshus på samme betingelser som Jagtvej 69. Nu!
@Ole Thofte: Omvendt, sÃ¥ har jeg det ogsÃ¥ sÃ¥dan, at voldudøvelsen blandt de unge IKKE mÃ¥ skygge for de unge husbrugeres sag. Der er stadigvæk brug for “fristeder”, hvor de unge kan udfolde sig pÃ¥ deres egne præmisser, medens de finder deres vej i livet og deres plads i samfundet. For min skyld mÃ¥ de gerne BZ’e andre huse, lave happenings osv. Men de skal afholde sig fra vold og hærværk. Ikke mindst, fordi volden og hærværket gÃ¥r ud over de forkerte. Almindelige borgere pÃ¥ Nørrebro, politifolk, der gør deres arbejde osv. De unge har brug for sympatisanter, og det fÃ¥r de ikke med brosten i hÃ¥nden. Brostenene rammer jo heller ikke de virkelige skurke, de svigtende politikere…
Din reaktion fÃ¥r mig til at indse, at jeg heller ikke mener, man ‘bør’ tilgive volden i betydningen ‘se bort fra’. Den er et alvorligt problem – ogsÃ¥ i den forstand, at det har været et mindretal af de aktionerende, der har stÃ¥et for den, og mÃ¥ske derfor i endnu højere grad er pÃ¥ kant med samfundet end resten af gruppen. Og at der desuden har været et ukendt antal aktører, der har bidraget til volden for at skade de unges sag. Dette sidste bør belyses nøjere og disse personer og deres motiver bør inddrages i opgøret omkring det skete
At tage volden alvorligt og bearbejde den indebærer at fÃ¥ afdækket situationer, motiver og følelser for at forstÃ¥ nærmere – og pÃ¥ den baggrund tilgive, hvor det er muligt at komme videre med den/de unge. At sætte tilfældigt pÃ¥grebne unge i fængsel som en slags advarsel mhp fremtiden bringer os ikke videre, men skærper snarere hadet og modstandviljen hos alle de unge pÃ¥ grund af uretfærdige/uretfærdigt følte straffe.
Det mÃ¥ ogsÃ¥ være klart, at de mennesker der pÃ¥ grund af tilfældigheder har mistet værdier i forbindelse med urolighederne bør kompenseres af os alle – altsÃ¥ af staten. Det er det eneste rimelige, da vi alle har andel i denne problematik og dens dÃ¥rlige udfald…
@Ole Thofte: Jeg er langt hen enig med dig. Og mener bestemt heller ikke, at sagen kan reduceres til jura. Det har jeg ogsÃ¥ prøvet at sige med mine indlæg. Jeg mener ogsÃ¥, at sagen er dybt tragisk, og at – som du skriver – vi (politikere og borgere) bør komme de unge i møde. Jeg synes faktisk, at Ritt BjerregÃ¥rd og de københavnske politikere har svigtet i denne sag og udvist manglende forstÃ¥else for det, de unge stÃ¥r for. Men jeg mener fortsat ikke, at vi blot kan tilgive hærværk mod tilfældige borgeres ejendom (biler og butikker fx) eller vold mod politiet.
Undskyld, men en højere magt greb ind, da jeg havdde skrevet de sidste ord – uden at være færdig eller have rettet stavefejl:-)Det var mÃ¥ske for at forhindre mig i at skrive det næste, jeg ville have med.
Og det er: jeg ser sagen om Ungdomshuset som en prototype på den type sager vi i Vestener så gode til at definere med love og regler og anden jura. Og gennem disse definitioner sætter en skræm op foran en større og dybere forståelse af de problematikker, sagen handler om for modparten. Og brugen af jura dækker da osse ofte i udenrigspolitiske spørgsmål om magtens grådige ragen til sig af værdier og yderligere magt.
Derfor er der brug for at magthaverne træder tilbage, fx i forhold til de muslimske lande, og undlader at bruge magten. At man ydmygt indrømmer, at man ikke forstår de dybere lag i konflikter som dem i fx et land som Irak i øjeblikket. At de samme magthavere afstår fra at forfølge egne interesser og indrømmer, at andre også har behov og mål, som ikke kan rummes i en vestlig definition. Set i det lys må terrorhandlinger anskues som afmægtige nålestik, der skal dæmme bare lidt op for magthavernes blinde fremfærd. Og terroren bør undskyldes og tilgives, som dybest det magthavernes ansvar.
Således også med Ungdomshuset: den vold og hærværk der har fundet sted bør tilgives og vi må komme de unge i møde i forståelse af deres engagement, energi og ønske om at forme deres liv på en måde, der er god for dem. Så kan de komme videre og vi andre kan også komme videre med at udvikle en større åbenhed over for løsningen af mange andre påtrængende problemer af samme karakter!
Jeg ligger på linie med Peden i denne debat. Jeg reagerer med følelse imod dem, der fremhæver det juridiske i problematikken om Ungdomshuset. Jeg synes det er hjerteløst at reducere sagen til det. Jeg kan ikke bære, at man bevidst ikke rører en finger for at støtte nogle mennesker med at bevare noget, de er dybt engagerede i og holder af. Sådan har jeg det med mine egne børn, og sådan vil jeg langt hen også gerne have det med andre mennesker. Hvis dette dybtfølte ikke var til stede eller det blot handlede om at rage til sig for egen vindings skyld, så ville det være noget helt andet.
Jeg kan ikke lade være med at føle, at her mistede danskerne en mulighed for at bidrage med noget positivt i en verden, der trods drivhusopvarmning bliver satdig koldere. Og det undrer mig sÃ¥dan set ikke, fordi danskerne er blevet dÃ¥rligere til det gemytlige ‘nÃ¥, sÃ¥ skidt da’ en nogensinde. Som det blev afsløret af den for sÃ¥ skammelige Karrikatursag, hvor vi ogsÃ¥ sank langt ned i moralsk værdi som nation. Det vi og verden har brug for er mere overbærenhed, større grad af tilgivelse, mere plads til dem der er anerledes og ikke har magten til at kræve denne anderledeshed. Det vigtige er at DEN DER HAR MAGTEN FRIVILLIGT GIVER AFKALD PÃ… DEN
@Peden: Jeg kan godt forstå, at man i frustration og afmagt smider med brosten. Men det er ikke acceptabelt. Som det så ofte er sagt: Vold avler kun vold. Se dig om i verden.
Og jeg tror, at de unge kunne nå meget længere med fredeligere midler. De har jo også vist med deres virke i huset, at de er fulde af ideer, kreativitet osv. Jeg synes, at der er synd og skam, at de med deres handlinger lægger afstand til ganske almindelige, fredelige borgere i København, som har sympati for Ungdomshuset og det brugere. Uden deres støtte kommer de unge ikke ret langt.
Og ja, jeg mener, at de unge skal overholde retsamfundets love, selv om magthaverne bryder dem.
Og, selvfølgelig, Ungdomshusets skæbne skal ikke tilgives eller glemmes. Det er en smertelig erfaring, som man skal tage med og rive magthavene i næsen med, nÃ¥r de glemmer historikken. Jeg mener, at de unge skal tørre øjnene, rette ryggen og kæmpe – med fredelige midler – for et nyt fristed i København. Og de har min moralske stykke – hele vejen…
Retssamfundet er en to-vejs kontrakt. Hvis samfundet bryder de love, de selv har udskrevet, hvorfor skal vi andre så fortsat følge dem?
Jeg vil ikke tilslutte mig råbekoret af afstandstagere og de mange folk ved håndvasken. Jeg vil ikke tage afstand fra handlinger, der er begået som reaktion på deres (læs: politi, politikere, Faderhus) angreb og overgreb på mit og vores liv. Jeg har ikke selv løftet så meget som en brosten de seneste dage, men jeg vil ikke miskreditere de folk, der kæmper for den samme sag som jeg. Dette bør ikke forbigå i stilhed. Og selvom vold og hærværk er en irrationel reaktionsform, så forstår jeg til fulde hvorfor folk har fået nok, og derfor valgte at handle som de gjorde. Samfundet har jo ikke ligefrem fremstået som et glansbillede der er værd at spejle sig i.
Det her vil aldrig blive tilgivet og aldrig blive glemt.
@Peden: Jamen, du har selvfølgelig ret. NÃ¥r jeg bruger udtrykket “utilpasset”, sÃ¥ er det selvfølgelig set udefra. Og hvis nogen føler sig “utilpasset”, sÃ¥ skyldes det mÃ¥ske den manglende rummelighed osv. Jeg er ogsÃ¥ enig med dig i, at vold er mange ting. Politiet udøver vold i lovens navn. Faderhuset gør det i en religiøs fanatismes navn. Politikerne gør det ved ikke at handle og gør det i magtfuldkommenhedens navn. Og sÃ¥ videre. Det ændrer ikke ved, at det var forkert af de unge at bruge brosten, hærværk, indbrud, ildspÃ¥sættelse osv. Det var en unødvendig voldsudøvelse, der har distanceret mange forstÃ¥ende borgere fra de unge. Og det er sgu en skam…
Jeg er dig meget enig i artiklen. Men vil dog gerne stille spørgsmÃ¥l ved, hvor vidt det er os – der elskede Ungeren sÃ¥ højt, brugte tid og kræfter pÃ¥ stedet og søgte dets fællesskab – der er de “utilpassede” i samfundet? I mine øjne er det resten af det omkringværende samfund, som er “utilpasset”. Jeg har aldrig set mig selv som værende utilpasset. Tvært imod. Jeg synes at de ting jeg gør, netop handler om at passe ind i et fællesskab og et sammenhold.
Der har været skrevet og sagt meget om volden pÃ¥ Nørrebro. At Ungdomshusets aktivister er voldelige og søger volden. For mig er det vold at storme et hus med bevæbnede specialstyrker, og køre bulldozere tværs gennem muren. Belejre en bydel med en hær af kampklædte betjente, og agressivt anholde lokale beboere, for at de ikke efterkommer udstukne befalinger fra ordensmagten. Jeg synes det er vold at smadre folks personlige ejendele og stjæle hvad der ellers forefindes af værdi, som Faderhuset har gjort det – og det er sket med politiets og politikernes fulde støtte. Hvis det ikke er vold, sÃ¥ forstÃ¥r jeg ikke længere begrebet vold.
Har tudet i 5 dage nu. Brugte ikke ungdomshuset men det levede i min bevidsthed. Det var der. For mig hvis jeg fik lyst, og for mine børn hvis de fik brug for det. De nåede det ikke. Ungdomshuset er dødt og jeg er så underlig tom inden i.
NÃ¥r alle samfundets kreative tiltag dræbes er resterne ikke engang værd at fodre svin med. ForstÃ¥r i bund og grund ikke de mennesker der mener, at alt skal passe ind, tilpasses og “normaliseres”.
Er så bange for at Danmark skal gå til i sofa-mennesker, der lever deres liv og udfører deres handlinger som små robotter, og som i øvrigt tror, at alt hvad der er anderledes og fremmed, er en potentiel fare for samfundet.
I sorg – Christinecamille
Vel skrevet Capac;)
Og genialt klip af 69øren.