“Dansk Folkeparti taler altid forurettet”, skrev journalisten Rune Lykkeberg for et par uger siden i en fin artikel om det regeringsbærende parti. Og mere rammende sætning skal man lede længe efter. Forurettetheden er Dansk Folkepartis varemærke. Dansk Folkeparti vil ikke finde sig dette og hint. Noget som helst, der ikke lige passer ind i partiets firskårne virkelighedsopfattelse.

Senest har den frafaldne socialdemokrat Søren Espersen set sig gal på DRs nye krimiserie Forbrydelsen II, hvis første afsnit rullede over skærmen i søndags. Det er ikke så meget serieafsnittet som sådan, der er faldet ham for brystet. Men skildringen af det fiktive parti “Folkepartiet”, der vil tvinge en grundlovsstridig anti-terrorlov igennem med et smalt folketingsflertal. Selvfølgelig kan enhver anden idiot end Espersen godt se, at det er fiktion – og at det selvfølgelig er inspireret af Dansk Folkepartis alt andet end flatterende rolle i forbindelse med virkelighedens antiterrorlovgivning. Men ikke desto mindre: fiktion.

Espersen mener, at DR er ‘kommet for langt ud’ og siger blandt andet: “DR begår den fejl, at de tror, folk er dumme. Men enhver kan jo se, at skildringen af Dansk Folkeparti er fuldstændig fortegnet. Enten griner folk ad DR, eller også bliver de sure.” Men Espersen tager fejl. Serien forsøger netop ikke at skjule inspirationen. Den er faktisk klokkeklar. Kommentaren afslører Espersens egen mistænkliggørelsestankegang. DR er ude i et politisk ærinde (at miskreditere Dansk Folkeparti). Derfor hiver han også helt logisk den Erhard Jacobsenske socialistparanoia frem af posen. DR er befolket af “røde lejesvende” med “den røde mester”, dramachef Ingolf Gabold i spidsen. Forbrydelsen II er en gang venstreorienteret propaganda i Espersens hoved.

Men faktum er, at portrættet af det fiktive parti Folkepartiet som et parti, der går til grænsen og gerne over i forhold til Grundloven, jo passer alt for godt til Dansk Folkeparti. Tænk blot på burkha-sagen eller terrorlovgivningen. Og det er netop denne genkendelighed i fiktionen, der ophidser Espersen. Det er som at se sig selv i en forvrængende spejl, der fremhæver konturer og detaljer for meget. Det er uhyggeligt. Unheimlich, som Freud ville sige. Espersens forurettethed munder ud i et pudsigt forsøg på at latterliggøre serien og folkene bag. Folk vil grine ad serien og Ingolf. Og have lidt ondt af dem. Mener Espersen. Men spørgsmålet er snarere, om ikke seerne trækker på smilebåndet af Folkepartiets arrogante, magtbegærlige repræsentant, der kunne ligne en Søren Espersen med lidt mindre kropslig pondus?

Latterliggørelsesforsøget minder om en psykopatologisk fornægtelse (fortrængning, forkastelse…) af virkeligheden. Folkepartiet er ikke os. Det er i hvert fald ikke os. Ha. Ha. Ha.

Også borgerlige kommentatorer kritiserer DRs satsning for at være politisk korrekt ved at fremstille det fiktive Folkeparti som et højresnoet, ondskabsfuldt støtteparti for en siddende regering. Og det er måske det mest skræmmende, for det det er netop denne holdning – at man ikke må tale kritisk om DF, ikke kalde en spade en spade – der er den politiske korrekthed i magthavernes diskurs. Se bare, hvor mange tærsk Helle Thorning Schmidt fik, fordi hun ikke kunne accepterer DF som regeringsgrundlag for en kommende regering.