Jeg har en forkærlighed for low-budget, no-bullshit plader, hvor kunstneren (eller kunstnerne) glemmer alt om high-tech-produktion, stjerneproducere og barberer det hele ned til stemme, instrument og en båndoptager. Sådanne plader er fx Bruce Springsteens “Nebraska”, som jeg efterhånden har omtalt et par gange, eller Ulf Lundells “12 Sånger”. Og så er der Paul Westerbergs dobbeltcd “Stereo” og “Mono” fra 2002. Her sadler den tidligere Replacement-musiker om og går back to basics, som man siger på dengelsk. Efter nogle plader med fornem produktion vælger han her at sidde i sin egen kælder og fremføre sine sange til båndoptageren. Ikke noget med at fifle med lyden eller fjerne småbøffer. Vi er så tæt på the real thing, som man kan komme i cd-produktets illusion om autenticitet. På nettet spekuleres der over Westerbergs bevæggrunde for at lave en sådan plade. Og der peges på et dobbeltmotiv. Dels vil han distancere sig fra sit Replacement-image, der vist har hængt over han på de foregående plader – i hvert fald som forventning hos lyttere – og dels vil han vende tilbage til den ærlighed, man finder på netop pladerne med Replacements, der aldrig føltes kalkulerede, hverken i musikalsk eller kommerciel forstand. Stereo-pladen er primært, men ikke udelukkende, akustisk. Og Mono-pladen minder mere om Replacements rocksange. Det hele har karakter af demo-optagelser, der er lavet for sjov. Og det er velgørende.