Vi er ude i en økonomisk krise, hvis ende ingen kan få øje på. Bortset fra de obligatoriske jubeloptimister, der sætter deres lid til små “positive” tegn i samfunds- og verdensøkonomien.

En af de ting, finanskrisen belærte os om, ja, mindede os om – og som man blandt borgerlige økonomer nu forsøger at fortrænge eller glemme aktivt – er, at de borgerlige økonomiske teorier hverken kunne forudse krisen, dens omfang eller perspektiv. Der var enkelte kritiske røster i koret, skal man retfærdigvis nævne, men de druknede i den store tsunami af superoptimistisk, liberalistisk tro på, at der ingen grænser var for den højkonjekturelle vækst og ekspansion.

I dag ved vi, at man tog alvorligt fejl. Og prisen for krisen betales af – på verdensplan – millioner af arbejdsløse. De borgerlige økonomiske teoriers afmagt skal man ihukomme, når selveste nationalbankdirektøren, Nils Bernstein, kort før de forestående finanslovsforhandlinger løfter en pegefinger og advarer politikerne om, at de ikke må bekæmpe arbejdsløsheden. For det vil skade “vores” eksport (vores?).

I den forbindelse kommer nationalbankdirektøren for skade at kategorisere arbejdsløshed som et stykke natur. Når nu de borgerlige økonomiske teoriers afmægtighed er blevet afsløret, så bør politikerne, inden afsløringen tilsløres igen af ideologiske tågedannelser, glemme alt om Bernsteins løftede finger og koncentrere sig om at løse arbejdsløshedens problem. Hvilket vil sige: Sørge for at de ledige får efteruddannelse, omskoling og mulighed for at leve et rimeligt liv, så længe krisen står på.

Arbejdsløsheden er lige så lidt natur, som den kapitalistiske økonomi er det. Den er menneskeskabt. Og menneskene kan lave om på den, hvis de vil.