“Værktanken er jo under stærkt angreb. […] Selvfølgelig har der være fede singler gennem rockhistorien, men helhedsudtrykket og den indbyggede mening i sangenes rækkefølge er i fare for at dø ud samtidig med, at udbuddet bliver så stort. Den nemmere tekniske tilgang til tingene får oplevelsen af det enestående og magiske i musikken til at forsvinde. Til fordel for noget mere letkøbt og overfladisk, som ikke får den samme betydning. Alene oplevelsen af at det at købe en plade i en pladeforretning næsten er noget helligt, kunne jeg godt unde de unge at have oplevet. Jeg kan umuligt forestille mig , at nutidens unge om 50 år vil høre den samme musik, som de hører i dag. Det har nok noget med min alder at gøre, men det får altid en betydning at sætte sangene samme på et album. Den ene sang belyser den anden. Og selv om jeg godt ved, at det er op ad bakke at forfægte det synspunkt, kan jeg ikke sige mig fri for at mene, at der foregår et vist snigløb mod kunstnernes ambitioner og intentioner, når vore interesseorganisationer indgår aftale med for eksempel YouSee Play. Albummet som medie tvinger folk til at lytte; også til de sange, de måske ikke vidste, at de havde lyst til”.

(Sebastian i Torben Billes “Når lyset bryder frem”, s. 260 f.)

Der er noget paradoksalt over den teknologiske udvikling inden for musikdistributionen. For et par årtier siden blev CD’en det nye frembusende medie. Og med en rummelighed på op til 80 minutter eller mere kunne man måske forvente, at værk-konceptet, som blev indført med LP’en og havde en glansperiode i tresserne, ville få en renæssance.

Selv om værket ikke forsvandt, så er den tendens, som Sebastian beskriver – i retning af singleformatet – dog blevet mere og mere udtalt. Og det skyldes vel nok internettet og fildelingen. Internettet og Ipoden har brudt værktanken.

Det er også lidt af et paradoks, at muligheden for at udbrede musikalske værker via CD og internet (m. høje hastigheder) generelt set har sænket den lydmæssige kvalitet. mp3-formatet er et barn af internettets modem-tid, hvor der kunne være en idé i at komprimere lyden, så den relativt hurtigt kunne hentes ned via et 33.3 modem. Men i dag, hvor man kan få 12 megabit-forbindelser for en overkommelig pris, må man da spørge sig selv om, hvorfor man skal nøjes med ringere end cd-lyd?

De nye kommercielle fildelingssider som Play og Spotify bekræfter og forstærker blot denne tendens til discount-singleplade-musik. Det kan godt være, at Sebastian er en oldtimer, men han har fat i noget centralt og peger på endnu et sted, hvor musikindustriens og kunstnernes interesser ikke går i takt. (På et punkt lyder Sebastian dog som mine forældre, nemlig når han forudser, at ungdommen ikke vil lytte til sin egen generations musik, når de bliver ældre. Det var nøjagtigt, hvad mine forældre sagde til mig dengang, jeg begyndte at lytte til The Beatles…). (/font)