Donald har i en email udfrittet mig lidt om mit forhold til Vera Lynn. Og pudsigt nok havde jeg faktisk overvejet at skrive et lille indlæg om netop hende i anledning af, at hun igen er kommet på hitlisten i England med albummet Very Best of Vera Lynn. Den kendsgerning, at hun i en alder af 92 igen stiger op på listen, skyldes to ting, tror jeg. Dels hendes betydning for englændernes reception af tiden omkring Anden Verdenskrig, hvor netop hendes version af sangen “We’ll Meet Again” ( fra filmen af samme navn, hvor hun havde hovedrollen) blev emblematisk for Storbritanniens deltagelse i krigen. For det andet: Fordi hun ganske enkelt var en god popsangerinde.
Mit eget forhold til Very Lynn er bestemt af mine forældres og deres generations lidt romantisk-nostalgiske forhold til Besættelsestiden. Og så af Giro 413, hvor Dame Very Lynns store hit med jævne mellemrum dukkede op og gled ind i mit musikalske baggrundstapet. I radioprogrammet Europaklip på DR P1 forklarer Lynn selv den fornyede interesse, der har ladet hende dele topplaceringerne med bl.a. de remasterede Beatles-plader, med englændernes engagement i Irak og Afghanistan i disse år. Og hun har sikkert ret i, at dette krigseventyr har genoptrykt nogle følelser og stemninger hos folk, der er gamle nok til at mindes hendes storhedstid.
Men nostalgi, nationalisme osv. ville ikke være noget, hvis ikke Vera Lynn også besad en smuk, melankolsk stemme, der skilte sig ud. I øvrigt er sangen We’ll Meet Again, der er skrevet af Ross Parker (musik) og Hughie Charles (tekst). ikke en decideret soldater-krigs-sang, men en langt mere almen sang om det at skilles og håbe på at mødes igen some sunny day. Det understreges i samme radioudsendelse, hvor Johnny Cashs udgave bliver spillet. Cash, der som bekendt var troende kristen, indsang den på albummet American IV, hvor han så døden i øjnene.
Let’s say goodbye with a smile, dear,
Just for a while, dear, we must part.
Don’t let the parting upset you,
I’ll not forget you, sweetheart.
We’ll meet again, don’t know where, don’t know when,
But I know we’ll meet again, some sunny day.
Keep smiling through, just like you always do,
‘Til the blue skies drive the dark clouds far away.
So will you please say hello to the folks that I know,
Tell them I won’t be long.
They’ll be happy to know that as you saw me go,
I was singing this song.
After the rain comes the rainbow,
You’ll see the rain go, never fear,
We two can wait for tomorrow,
Goodbye to sorrow, my dear.
🙂
Min bedstemors udgave:” und im nächsten Dezember git’s vielleicht auch ein Ei…”
Hov og så faldt jeg lige over den her: http://www.youtube.com/watch?v=fy6BQgERi6E&feature=related
Beviser dybest set mit livsmotto: Vi er alle et stort internationale!
@susling: Jovist. Den skal heller ikke glemmes.
susling, og lige populær på begge sider; altså bortset fra hos Goebbels, han hadede den, den var for veg og u-germansk.
Og sÃ¥ bare lige en sidebemærkning: “Lili Marleen” med Lale Andersson fra samme tid handler om det samme. “Vor der Kasserne, vor dem grossen Thor, stand eine Lanterne und steht sich noch…osv.”
Den var stadig megastor, da jeg var en lille pige i slut’60’erne – start ´70’erne i Østrig.
Ze jerman wersion – om jeg sÃ¥ mÃ¥ sige 🙂
Men i mit univers gælder begge og begge tæller i mit brogede lydtapet.
@AagePK: I den omtalte radioudsendelse fremstÃ¥r hun stadigvæk som en renhjertet pige, som bl.a. bekllager, at unge engelske mænd stadigvæk skal sendes ud en nyttesløs krig…
Man kan jo ikke omtale Vera Lynn uden at blive rørstrømsk. Netop hendes ydmyghed overfor sin store fortjente popularitet viser hende som den gode pige, hun altid var i alle de interviews og portrætudsendelser, jeg har set med hende. Og som Donald skriver, hun vidste, at mange ikke ville få mulighed for at ses igen, og de var altid i hendes hjerte. Der forenedes upstairs og downstairs, hvilket jeg tror, har været med til at transformere England.
Min farbror gjorde krigen med i The Buffs., hans søn var 22 år i the Royal Engineers. Jeg må have spurgt ham ved lejlighed, hvad Vera evt. betyder for ham.
Tak Capac! Jeg bliver bare slÃ¥et helt omkuld af den sang, We’ll meet again, fordi den blev sunget som opmuntring til sÃ¥ mange tusinde soldater som ikke fik set kæresten igen. Det vidste hun jo ogsÃ¥ godt, Vera Lynn, men hun kunne sin kunst og kunne aflevere den sang med en ægte gnist.
Der er nok mange, som er gÃ¥et i krig pÃ¥ D-day med den tanke “We’ll meet again” som drivkraft.
Vera Lynn blev interviewet paa TV-avisen den anden aften og jeg var forbavset over hun stadig ser saa ung ud, for hun er jo trods alt i 90erne, men ikke bare ser hun ung ud, hendes stemme er stadig lys og klar som et ungt menneske. Det overraskede mig virkelig. Hun var saa soed og beskeden over den nyfundne succes, jeg kan godt forstaa hun var “the Forces’ sweetheart” i sin tid, for hun er stadig lige det – a sweetheart!