Jeg havde ikke hørt meget til Laura Nyro, da jeg i 1973 købte The First Songs, der var et genoptryk af hendes debutplade fra 68. Men havde dog lagt mærke til hendes klare stemme og særlige sangstil. Og så kan jeg huske, at jeg blev fascineret af pladecoveret, der virkede meget feminint, ungpiget. Det manglede bare en svag duft af parfume.
Bag coveret af solidt pap (det kunne man dengang…) gemte – og gemmer – der sig en stor håndfuld sange med sofistikerede tekster, der bl.a. afspejlede et følsomt, melankolsk, til tider ængsteligt, teenagepigesinds univers. “Teenage Heartbeat Songs”, kaldte hun dem selv. Senere lavede hun plader med mere udadvendte tekster.
Det er en af den slags fine plader, der langsomt sniger sig ind under huden på en. Ved de første gennemlytninger sker der ikke rigtig noget. Derefter er man fanget ind af stemningen og atmosfære i de melodiske sange.
Laura døde i 1997 kun 49 år gammel af kræft i æggestokkene, og uden for USA blev hun nok mest kendt som sangskriver for andre. Hun skrev “And When I Die” for Blood, Sweat & Tears, “Stoney End” til Barbara Steisand, “Eli’s Coming” til Three Dog Night og en hel håndfuld til The Fifth Dimension.
Laura nåede at lave sin egen hjemmeside, inden hun døde. Her kan man læse mere om hendes liv og værk. Der er udgivet i hvert fald to compilations: Stone Soul Picnic – The Best of… og The Essential Masters: The Best of… Anbefalet til dem, der holder af fine kvindelige sange og sangskrivere.