Dazed and confused

Author:

Sangen “Dazed and confused” hører til blandt Led Zeppelins mest berømte sange. Sangen, der ofte er blevet misforstået som en syre-sang, er i virkeligheden en sang om det stærkeste euforiserende stof af alle – kærligheden, og den er skrevet af den relativt ukendte Jake Holmes, der  indspillede på debutpladen The Above Ground Sound fra 1967.

Det var The Yardbirds, der fik ørerne op for sangen, da de i 1967 gav koncert sammen med Jake Holmes i USA. Yardbirds kunne åbenbart se nogle muligheder i sangen og indlemmede den i deres repertoire. Selv om sangen blev et tilbagevendende indslag i Yardbirds’ koncerter med Jimmy Page på guitar med violinbue, så blev den aldrig udsendt officielt på plade (men findes bl.a. på den obskure udgivelsen Live Yardbirds: Featuring Jimmy Page). Og så i nedenstående optagelse fra fransk tv.

Da Yardbirds gik i opløsning i 1968, tog Jimmy Page nummeret med over i Led Zeppelin, hvor sangen blev transformeret næsten til ugenkendelighed, tekstligt såvel som musikalsk. Og den blev indlemmet på bandets debutalbum – og findes i flere senere udgaver. Jake Holmes egen plade og udgave fra ’67 blev aldrig nogen kommerciel succes. Den var en folk-rock-plade med arrangementer uden trommer. Den samme skæbne fik opfølgeren A Letter to Katherine in December. Men helt i glemmebogen er Jake Holmes ikke gledet, for begge album er blevet udgivet på CD, senest i 2008.

Til historien hører også, at Jimmy Page og Co. aldrig nogensinde krediterede Holmes for sangen – heller ikke, da han mange år senere kontaktede Jimmy Page desangående. Måske forklarer det også, hvorfor Yardbirds aldrig udgav nummeret officielt – og hvorfor Led Zeppelin forsøgte at lægge afstand til forlægget med en relativt ny tekst og et helt andet arrangement m.m.!? Endnu en historie om utidig “sampling” eller tyveri? Jovist, også musikere forstår at gøre sig i mere eller mindre illegal “fildeling”. Når man betænker den betydning nummeret fik for Led Zeppelin, ville det vel være i orden med en lille bid af royalty-kagen… Ikke?

2 thoughts on “Dazed and confused”

  1. Jimmy Page er berygtet for at have stjålet / undladet at kreditere. Ikke kun for tekst, men også for temaer og riffs.
    Søg på nettet og der dukker masser af links og dokumentation op.
    Det ændrer dog ikke så meget ved, at han på flere måder var et unikum som guitarist og rock-komponist. Ikke den store tekniker, men en riff-smed om en hals.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *