Fra tid til anden har jeg kommenteret fænomenet fildeling. Kampen mod det såkaldte fildelings-pirateri fortsætter. I går var den omdiskuterede Hadopi-lov i en ny version til afstemning i Frankrig. Og hvis den gennemføres vil det betyde, at pirater vil kunne afskæres fra nettet. Lignende lovforslag er fremme i bl.a. England. Og i EU har de to landes lovforslag vakt bekymring, fordi man i EU-regi opfatter internetforbindelse om en del af de borgerlige rettigheder i demokratisk informationssamfund.

Men én ting er politikernes overvejelser, der i høj grad er påvirket musikindustriens kamp mod brud på copyrighten; noget andet er, hvad kunstnerne mener om fildelingen. I Storbritannien har en række fremtrædende musikere – Radiohead, Pink Floyd, Blur, Annie Lennox m.fl. – appelleret til politisk besindighed. Musikerne – der alle er medlemmer af interesseorganisationen FAC (Featured Artists Coalition) mener, at politikerne skal droppe ideen om at afbryde fildelingssyndernes internetadgang, fordi det vil kriminalisere en hel generation af fans.

FAC benægter ikke, at fildelingen har en skadelig virkning i form af faldende salg af cd’er etc., men man mener omvendt, at fildelingen også stimulerer interessen for kunstnernes koncerter og “merchandise”. Der er tale om et paradigmeskift. Tidligere kunne vennerne deles om kassette- eller spolebånd med musik fra radio og grammofonplader, men nu er det hele flyttet ud på nettet, hvor vennekredsen er byttet ud med millioner af ligesindede, der illegalt deler den musik, de synes om.

FAC vælger at se på den positive dimension i fildelingen, nemlig, at det er udtryk for en stor interesse for musik – så stor, at folk er villige til at bryde loven – og at det derfor handler om at gøre den populære fildeling legal og lukrativ rent økonomisk. Omvendt mener man også, at den hårde linje over for fildelerne ikke vil have den ønskede effekt. Hadopi-loven og andre lignende love vil blot gøre fildelingen endnu mere anonym og skjult end den i forvejen er – og der er allerede tegn på, at den teknologiske udvikling vil gå den vej.

Hvad kunstnerne i FAC frygter er, at de nye lovinitiativer mod fildelerne vil blive opfattet som kunstnernes krig mod deres egne fans. Men – ikke alle kunstnere er enige med FAC. Sangerinden Lily Allen – som vil være kendt fra denne blog – mener, at FACs holdninger er udtryk for det etablerede, velbjergede musikestablishments situation. Og at fildeling skader de nye talenter, der kæmper for at komme frem. Hun mener også, at det måske er fint at være large, når man er en veletableret kunstner med mange album på bagen og fremtiden bag sig at tage let på fildelingsproblemet. “Man begynder ikke i musikken med Ferrarier”, som hun bedsk udtrykker det. Lily Allens kritik er ikke ligegyldig. Hun peger på en splittelse i musikernes række. En splittelse, der også er en generationsforskel. Samtidig giver hun et alt andet en lyserødt billede af, hvad det vil sige at være en stigende stjerne på musikhimlen som hende selv. Hun har succes, men har selv måttet betale pladeselskabet for sine videoer og markedsføringen. Og det har hun kun kunnet, fordi hun har haft stor succes. Andre ender med at have gæld til pladeselskabet.

Selv om Allen taler om en traditonel relation mellem kunstner og pladeselskab (og overser de mange nye veje, som mange unge kunstnere søger…), så undskylder hun ikke pladeselskaberne, som har været naive og reaktionære i deres politik. De har sovet i timen og gør det stadigvæk i følge frk. Allen. Fildeling, som den foregår nu, skader musiklivet efter Allens mening, og derfor tager FAC fejl. Debatten fortsætter med uformindsket styrke.