Vi skal næsten 30 år tilbage i tiden. Jeg var draget til Italien, nærmere bestemt en lille flække på Sardinien, sammen med en god ven. Han skulle møde sin hjerterdame, og jeg skulle bare væk fra en hverdag, hvor alt var ved at glide i et med det gråmønstrede tapet. Der skulle skiftes gear på tilværelsens landevej.

Og her hos en franskmand, der også havde taget flugten fra sit parisiske helvede, fik jeg mulighed for at gå på udforskning i mandens anseelige pladesamling (husk at vaske fingre!). Og det var her – til smagen af en 16% lokal ferskenvin – jeg første gang hørte Led Zeppelins hovedværk Physical Grafitti.

Selv om jeg var ret vild med gruppens to første plader, så var jeg ikke helt turned på gruppen, som det hedder på nudansk. Men det opulente dobbeltalbum gjorde mig til en større beundrer, end jeg havde været før, hvor især Whole Lotta Love og Communication Breakdown (plus Edmondt Jensens tv-udsendelse) havde gjort et stort indtryk. Og især et nummer gik rent ind. Boogie with Stu. Den håndklappende rytme, den fine mandolin og Robert Plants næsten hysteriske stemme.

Da jeg kom tilbage til Danmarkl gik jeg sporenstregs ned til min pladepusher og købte albummet. Og “Boggie with Stu” er stadigvæk en Led Zeppelin-favorit i mit hoved.