En af de vidunderlige ting ved internettet er, at man dagligt kan støde på musik, man aldrig har hørt eller hørt om. Både nutidig og fra dengang, far var ung. På sneakmove faldt jeg over Guy Angier (måske ikke noget velvalgt kunstnernavn…) og hans Kinks-lignende pop-sang “Baker man” fra 1970. En charmerende lille popsag, der ganske rigtig har et strejf af Ray Davies, men også noget engelsk folk-singersongwriter, over sig. Men hvem var denne Guy Angier, som jeg vist aldrig er stødt på før? Lidt søgen på nettet afslører, at Guy udsendte et album med den spøjse titel “Guitar and Bananas” i 1970. Pladen var en privat presning uden katalognummer, og oplaget var sølle 99 stk. Altså en virkelig sjældenhed, som man nok ikke skal forvente at se udgivet på cd. Pladen indeholdt følgende numre:
Side 1:
‘Barefooted Troubadour In Spain’
‘A Leaf In The Wind’
‘Love Grows And Grows’
‘Stanley Chapter’
‘Sunshine And Roses’
‘The Days Are Long’
Side 2:
‘The Night Of Marianne’
‘I’m Going Down To Bristol’
‘Baker Man’
‘Dr. Johnson’
‘San Pedro Send Me Back’
‘I Can’t Help Myself Dreaming’
Guy har skrevet alle sangene selv, spillede de fleste instrumenter og arrangerede selv det hele. Kun trommer og strygere tog han sig ikke af. Det gjorde en anonym sessionmusiker (og en syntheziser) fra Jackson Studios i Hertfordshire. I følge oplysningerne er alle sangene på pladen af samme melodiske popstandard som “Baker Man”, og man får også at vide, at det ikke var den eneste iørefaldende plade, der kom fra det lille pladeselskab. En kommentator skriver følgende om pladen: “‘Guitar And Bananas’ is NOT psychedelic, but it is a delicious album, and a brilliant debut, crammed with whimsical material and shot thru with pop-syke affectations. It is a near-perfect collection of pop songs. Even my 90-year old tone-deaf maiden aunt could clearly tell this Guy Angier feller was an important new pop talent. So, why Guy’s career did not take off into the outer stratosphere as a result is one of pop’s most puzzling riddles. Although lack of exposure certainly had a lot to do with it”. Til historien hører også, at Guy kom fra Sydafrika og forsøgte at få pladeselskaberne til at interessere sig for sin plade, men alle vendte tommelfingrene ned. Han lavede derfor sin egen presning, som han lod lokale pladeforretninger sælge på den betingelse, at han ville tage dem tilbage, hvis de ikke blev afsat. Og med den markedsføring kan det vel ikke undre nogen, at Guy til sidst måtte forære sine 99 eksemplarer væk til venner og bekendte. Nogle år efter denne debut fik Guy så en pladekontrakt med Decca, der udsendte to singler med ham:
Jacaranda Blues’ / ‘Holy Brother’ (Decca F13415) 1973.
‘Believe In The Rain’ / ‘The Days Are Long’ (Decca F13487) 1974.
De to singler gik hurtigt i glemmebogen, og Guy slog sig ned i Australien, hvor han arbejde som illustrator af børnebøger. Han inspillede også nogle plader i 80’erne og 90’erne, men disse skulle være “awful, targeted as they are at the patriotic Aussie market with songs about the bush and Australian history, ad nauseam”. Man kan ikke lade være med at tænke, hvad der kunne være sket, hvis et pladeselskab dengang i 1970 havde fået kapokken ud af ørerne og lyttet til den unge mands sangskrivertalent? Måske kunne han med lidt markedsføring have været en succesfuld singersongwriter som Albert Hammond? – Det er næsten overflødigt at tilføje, at omtalte plade er blevet samlerobjekt blandt nostalgiske musikelskere. En plade, som mange samlere drømmer om at have stående på reolen.”