I omtalerne af de nye Beatles-bokse, der udkommer den 9.9.09 vil man bemærke, at musikken har været genstand for en high fidelity-renselsesproces. De små tekniske fejl, der uungåeligt er sluppet igennem gruppens optagelser, er blevet korrigeret. I det hele taget kan man sige, at med udviklingen af pladeproduktionen i efterkrigstiden, så er kravet eller forestillingen om high fidelity-produktion og gengivelse blevet mere og mere udtalt og når i den digitale tidsalder nye højder. På godt og ondt.
Men spørgsmålet er måske, om hi-fi er et ideal, der svarer til den levende musik? Er den rene vare uden forvrængning, brummen, redundans osv. musikkens rigtige udtryk? Hm. I hvert fald er Low Fidelity – lo-fi – en slags modbevægelse mod hi-fi-renselsesbevægelsen. I lo-fi dyrker man de tekniske fejl og fadæser som en del af det kunstneriske udtryk. Man gør i en vis forstand en dyd ud af den nødvendighed, der ligger i, at hi-fi-produktion er et omkostelig og tidskrævende projekt. Samtidig er lo-fi-filosofien udtryk for en erkendelse af, at musik som produkt, vare, på grammofonplade, cd osv. ikke er og aldrig har været den rene vare. Derfor er det i orden at acceptere fx grammofonpladeknas som en del af oplevelsen. Min Sgt. Pepper ville aldrig have været den samme, hvis ikke en skjorteknap havde lavet et lille knæk et sted på pladen…
Lo-Fidelity Allstars er, som navnet siger, et udmærket eksempel på en gruppe, der dyrker lo-fi. Den nordengelske electronica-gruppe har været på banen siden midten af halvfemserne. På gruppen andet album, Don’t be afraid of Love, som jeg var heldig at finde i bibliotekets udsalgkasse, forener bandet med stor held popsangen med lo-fi-filosofien, så man får en fængende, medrivende, dansant gang electronica, der også rummer lo-fi-fascinationskraften. Det er Brian Eno møder Aqua. Eller noget.