9.9.2009 – Number nine, number nine... – udkommer den meget omtalte remasterede udgave af Beatles’ produktion. Samtidig er det fyrreåret for Abbey Road. Og de førende udenlandske musiktidsskrifter har med forudsigelighed lagt masser af spalteplads og forsider til de fire liverpoolere i deres septembernumre. Uncut, Mojo osv.

Mojo har valgt at lade en række mere eller mindre kendte musikere fortolke hovedværket Abbey Road. Og som man måske kunne forvente lykkes det med vekslende held at nyfortolke de sange, vi kender til hudløshed i Beatles original-version. Balancen mellem genkendelighed og personligt touch er hårfin.

Gruppen The Invisible taber projektet på gulvet med en sfærisk, anæmisk, temperament- og energiforladt udgave af “Come Together”, hvor også melodien nærmest fordufter i uinspireret performance. Leisure Society til gengæld får mere end halet deres udgave af Something i land med en nedtonet akustisk udgave, hvor der også sendes en hilse til George Harrison med smagfuld brug af ukulelen. Let’s Wrestle leverer en ret kikset og vist nok ironisk udgave af Maxwell’s Silver Hammer, som gør den mere pjattet end den var i forvejen. Broken Records har stort set kun teksten tilbage af den lidenskabelige Oh Darling, der leveres som en alt andet end lidenskabelig gang hængemule-folkrock. Jeffrey Lewis reciterer Octopus’s Garden og spiller sangen med stor veneration på guitaren, og det er ok. Robyn Hitchcock udviser næsten for stor respekt med sin udgave af I Want You (She’s so heavy), hvor han næsten lyder som John Lennon i egen person. Hitchcocks version er så tæt på originalen, som man næsten kan komme – på godt og ondt. Charlie Dore leverer et af pladens højdepunkter med med let Hawaii-inspireret, smuk, akustisk udgave af “Here Comes The Sun”. Det er lige før man kan se George Harrison sidde under et palmetræ i sandet og synge sin sang… Martin John Henry tager også stikkene hjem med en blid, folk-udgave af Because, der både udviser respekt for forlægget og lægger en personlig dimension til. Det gamle Squeeze-medlem Glenn Tilbrook laver også et højdepunkt, når han til føjer “You Never Give Me Your Money” en smuk, melodifremhævende mundharmonika og lader bandet Nine Below Zero trykke den af i regulær rock’n roll. Gomez redder også deres underfundige, electronica-prægede og loyale udgave af Sun King hjem. Cornershop kommer i top tre med en dejligt swingende udgave af Mean Mr. Mustard/Polythene Pam. Nummeret ligger tæt op ad originalen, men er også umisteligt Cornershop. Til gengæld transformerer Karima Francis næsten She Came In Through The Bathroom Window til ugenkendelighed i en patetisk, klagende ballade. Jeg kan vældig godt lide nummeret, men der er ikke meget Lennon og Mccartney tilbage i den udgave. Blue Roses forlener Golden Slumbers med et nærmest Disney-agtigt klangunivers. Slet ikke så tosset. Det er til gengæld Noah and the Whales dovne udgave Carry That Weight, der er lige ved at gå i stå. Gab. The Loose Salute tilføjer et skud country-rock til The End – og det er både frisk og fornøjeligt. Den utaknemmelige opgave at fortolke den lille Her Majesty fra originalpladens udløbsspor er tilfaldet The Low Anthem, der klarer ærterne med en køn, akustisk folkudgave med pigeskønsang. Alt i alt er Mojo sluppet ganske godt fra deres coverplade.