Caspar Smith fra The Guardian anmelder en Brian Wilson koncert. Og han er ikke tilfreds. Hvad er hans problem? Jo, Caspar har trukket det kort, som anmeldere og kritikere igen og igen har trukket op af hatten, når de ikke kritiserer den musik, der faktisk blev spillet på pladen eller til koncerter: Der er intet nyt under solen. Eller som det udtrykkes i en kommentar til Wilsons seneste album, That Lucky Old Sun fra sidste år: “Kvaliteterne af sidste års album ufortalt (!)…så viste det ikke, at der var et nyt kapitel at skrive, og når man tager i betragtning, at han nu ikke er fremmed for turné-forløbet, er der ikke megen pointe eller formål med hans optræden”. Mit udråbstegn. Punktum.

Det var vist den franske filosof Jean-Francois Lyotard, der ironiserede over den postmoderne tænknings blinde tro på, at man kunne sætte sig ud over (post-) det moderne, der på sin side havde fulgt os siden tidernes morgen… Og jagten på det nye har fulgt musikkritikken som en kugle om benet, siden den første gang satte pennen på papiret. Nyt! Nyt! Nyt! Novum!

Tag hvilket som helst musikblad, og du vil finde eksempler på den slags kritik. Men der er intet nyt uden gentagelse af det gamle. Musikerne står på ryggen af deres forgængere, og det er kun i bevidstheden om traditionen og arven fra de gamle, at de kan gøre sig forhåbning om lidt fornyelse. Ja, det er måske kun i selve gentagelsen, det nye ligger. I variationen af det gamle lort…

Det kan godt være, at Brian Wilson spiller Beach Boys-musik, som dengang han var en ung mand i The Beach Boys, og det kan godt være, at That Lucky Old Sun ligger i lige forlængelse af Beach Boys-pladerne, men det ændrer jo ikke en tøddel ved musikkens kvaliteter? Caspar Smiths kritik lukker ørerne på lytterne – ham selv inklusive…