året var 1981, da den unge Martin Hall og hans to venner, Michael Karshøj på trommer og Morten Versner på violin og bas, udsendte pladen med den selvbevidste titel The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation. Pladen, der var umiskendeligt præget af intens lytning til især Joy Division, ramte musikkritikken – anført af digterne Poul Borum og Michael Strunge – som en granat og fik flere kritikere til at finde skamrosende tillægsord og hyperbler frem fra ordbøgerne. Og det var da også for alvor en ny lyd i dansk sammenhæng, hvor kommercialismen havde et fast greb i musiklivet.

Jeg kan tydeligt huske, hvordan Ballet Mécanique blev diskuteret flittigt i musikbladet MM, som jeg abonnerede på dengang. Selv var jeg knap så begejstret for, hvad jeg hørte på den plade. Tekster var obskure og søgt poetiske i min optik. Og musikken var, som antydet, gældstynget af Joy Division uden at tangere denne gruppes tragisk-mørke dimension.

For et par år siden blev Ballet Mécaniques debutalbum – deres eneste – genudgivet i en flot dobbelt-cd-version, suppleret med sjældne live-optagelser. Og jeg faldt over denne genudgivelse i bibliotekets rodekasse. Et regulært fund.

Men hvordan holder musikken så i dag – med næste 30 års bagklogskab i bagagen? Jeg har ikke rigtig ændret mening siden dengang. Jeg forstår godt, at pladen vakte opsigt ved sin – i dansk sammenhæng – fremmedartethed. Den faldt på en tør plet. Men i øvrigt kan jeg kun høre nogle unge menneskers behjertede forsøg på at gøre de engelske mørkemænd kunsten efter og skrive villet uforståelige tekster. Pladen er langt fra noget mesterværk, snarere et obskurt kultfænomen, der bærer sin tid som en mærkbar, tung byrde. En kuriositet, der er sjov at have i pladesamlingen.