Jeg er ikke meget for at indrømme det. Men jeg har det med at knytte mig til ting. Ikke alle ting selvfølgelig. Men nogle ting. En fyldepen. En cykel (jf. tidligere omtale af den gamle, sorte Raleigh Turist de Luxe). Grammofonplader. Bøger. Sådan er det bare, selv om jeg godt ved, at de ikke kan følge mig i graven (Gee Wish!).

Og så er det orange automobil, Starlet K 60, der kun har fulgt mig i knap fem år, har kostet mig en mindre formue i reperationer og en hel del frustrationer og ærgelser, sådan som gamle biler nu gør. Alligevel – og måske netop derfor – er jeg kommet til at holde af den. Den særlige lyd. Fornemmelsen af at sidde i det uoriginale førersæde (sæde fra en Toyota Corolla…), lugten.

Men nu har jeg skilt mig af med den. Jeg har foræret den væk til næste generation. Kunne ikke få over mit hjerte at sælge den til en ukendt person, der måske ville lade den ende sine dage på en racerbane for næsten-veteran-biler, stylet op efter alle kunstens regler.

Nu er den altså sendt videre med splinternyt batteri og nye vinduesviskere af bedste slags til en, der sætter pris på den og dens historie. Farvel min gamle ven.