Mere end fire årtier har den 61-årige Alice Cooper (borgerligt navn: Vincent Damon Furnier) været på banen og har udsendt 31 album plus det løse (opsamlinger og dvd’er). I musikpressen er han nærmest blevet indbegrebet af hard rock, ja, sågar heavy metal. Og det er da heller ikke helt forkert.

Alice Cooper spiller uforfalsket rock med stor respekt for denne genres tradition for gode melodier, hook-lines og fængende riffs. Han er en slags rockens arbejdsmand, der aldrig er kommet helt op rockens første division, men også er blevet sørgerligt undervurderet for en række fremragende album med sange og sangtekster langt over gennemsnitligt niveau. Et udmærket eksempel er albummet The Eyes of Alice Cooper fra 2003, hvor Cooper efter et par metalliske album er vendt tilbage til den uforfalskede guitarbårne rock’ roll. Som det rammende hedder i sangen om Detroit City: “Playing loud and fast/ Make that guitar blast/ Playing like today will be your last…”.

Alice Cooper er ikke stilskabende, men traditonalist i ordets bedste betydning. Han kender rockens klicheer og dens uskrevne regler og bruger dem med stor dygtighed og finesse. En af de uskrevne regler er, at en rockplade også indeholder nogle antipodiske ballader. Og sådan er det også her. I det hele taget er der tale om en varieret og veldrejet rock-skive.

Når man tænker på, hvad der ellers sælges som rock’n roll nu om stunder, så er der al mulig grund til at støve Coopers plader op rundt omkring i tilbudskasserne. Her får man vitterlig kvalitet for pengene.

I øvrigt er udsendte han albummet Along Came A Spider sidste år. Ligeledes et fremragende album.

PS. Fortalte jeg i øvrigt, at jeg fandt The Eyes of A. C. i bibliotekets udsalgskasse til 6.66 kr.? Nå, men så er det hermed gjort. Anbefales.
Novocaine – Detroit City.
Tilbagespoling