Biblioteket havde udsalg igen, og jeg kom hjem med en bunke cd’er, der var så godt som nye. Blandt fundene var Kevin Blechdoms “Eat my Heart out” (Chicks on Speed, 2005). Indtil i går anede jeg ikke, hvem Kevin var. Men pladeomslaget med en halvnøgen, almindeligt udseende pige med et blodigt hjerte i hånden fangede mig på stedet. Hvis man laver et sådant alt andet end marketing-behagende cover, så må man – nå, ja – have noget på hjerte. Tænkte jeg.

Det viser sig, at Kevin Blechdom er en kunstnernavn – en iscenesættelse – for Kristin Erickson. Erickson har en akademisk grad i computer musik komposition fra Mills College (college for kvinder i Californien), og musikken på pladen er også helt igennem computerskabt. Ser man et øjeblik bort fra det elektroniske udgangspunkt, så er der tale om regulære popsange med en stor spændvidde, rækkende fra noget, der mest af alt minder om oprette og musical til mere avancerede rockudtryk à la Lydia Lunch og P. J. Harvey. En meget varieret plade med andre ord.

Tekstuniverset kredser om kærlighedens (og sexlivets) karusselture og er med sin nærmest hudløst ærlige beskrivelser langt fra poppens hjerte-smerte-univers. I love you, because it’s impossible.. Snarere befinder figuren Kevin Blechdom sig samme sted som mange moderne kvindelige performance- og installationskunstnere i en slags feministisk-kritisk af-romantisering af den (u)mulige kærlighed.

I musikpressen har Kristin fået på nakken for sin plade. Det synes jeg er uretfærdigt. Giv den en chance, hvis du kommer forbi den på din vej. Det fortjener den.