Jeg har en svaghed for opsamlingsplader, der graver mere eller mindre glemte skæringer frem i lyset fra musikhistoriens store glemmebog. Fx de opsamlinger, som er udsendt i forlængelse af Bob Dylans meget omtalte radioshow. Eller de psychedeliske “nuggets”, som er kommet på mere eller mindre obskure udgivelser.

For et stykke tid siden faldt jeg over en plade med titlen Dr. Boogie Presents Rarities from the Bob Hites Vaults. Den Bob Hite, der er tale om, er selvfølgelig den navnkundige store forsanger i Canned Heat. Hite døde af et hjertetilfælde i 1982 kun 38 år gammel og havde da været gruppens forsanger, siden dannelsen i 1965. I følge anekdoterne var Bob Hite en lidenskabelig samler af gamle 78’ere og andre grammofonpladesjældenheder med gamle blueskunstnere osv.

Og Mojo-musikbladet kan også viderekolportere det rygte, at Hite var så fanatisk en samler, at han ikke tålte, at nogen andre havde en kopi af de plader, han selv havde fået fat i. Derfor kunne han finde på at knække en 78-plade, hvis han faldt over en dublet i en secondhand-shop… Måske er det bare en underholdende skrøne. En af musikmytologiens underholdende fortællinger om sine excentrikere. Men sikkert er det i hvert fald, at Hite var ansat i en pladeforretning, før han blev forsanger i Canned Heat. Og i den tid havde han mulighed for at få fingre i mange af de 78’ere, som allerede dengang var et udgået medie,og som kun havde inkarnerede samleres interesse.

Men nu har den belgiske radiomand og Canned Heat-fan Dr. Boogie (Walter De Paduwa) samlet en lang række af Bob Hites’ fund på omtalte opsamlingsplade. Sikkert til Hites store fortrydelse, hvis ellers man kan fortryde noget i det hinsides. Pladen er en veritabel guldgrube af knasende sjældenheder med navne som Bill Haley, Etta James, Otis Rush, Elmore James, Mad Mel Sebastian, Eddie Hope, The Hot Shots m.fl.

Når man lytter til disse herlige boogie-woogie-swingende sange forstår man, hvorfra Canned Heat fik inspiration til deres seje, swingende sound. Og man bliver endnu engang mindet om, at musikalsk kvalitet ikke har noget at gøre med audiofilt hysteri…

PS. Og så har pladen et herligt cover med et privatfoto af Hite og fruen. Det er lige før, man ønsker sig LP-udgaven af pladen (der i øvrigt er udkommet på det lille Sub Rosa-forlag).