Jeg husker det, som var det i går. Jeg havde fået en LP med the Beatles, og den var i stereo. Jeg tror nok, det var A Hard Days Night. Ellers havde Beatlespladerne – primært singler og EP’er – været i mono.

Og jeg var meget i tvivl om, hvorvidt min gamle grønne rejsegrammofon kunne klare dette teknologiske fremskridt. For en sikkerheds skyld fik jeg min mor til at ringe til Jaspers Radio for at få råd og vejledning. Og de kunne berolige os med, at det ikke ville betyde noget – og at vi alligevel ikke fik meget ud af stereolyden, når vi havde en gammel mono-rørforstærket radio…

Hvor stort et fremskridt var så stereolyden? Jeg kan godt huske, at stereoen på de plader, jeg købte efterfølgende, mest af alt handlede om, at man lagde nogle lydspor i den ene højtaler og de øvrige i den anden. Fx rytmegruppen i venstre kanal og sangspor i den højre. Man kunne skelne instrumenterne lidt bedre, men der var ikke megen musikalsk nødvendighed i at splitte lydbilledet op på den måde. Nogle legede med at lade lyden køre fra den ene kanal til den anden. Fx gjorde Steve Miller Band det på deres album Nr. 5. Og det var der i det mindste en idé med.

I forbindelse med den nye digital remasterede udgave af The Beatles’ værk, kommer Mojos anmelder ind på emnet, fordi Beatles-værket udkommer i såvel en mono- som en stereo-udgave. Mono-boksen omfatter de 10 album, der udkom i mono dengang. Hvad skal man så vælge, hvis man vil investere penge i en boks? Paul Mccartney gør valget lidt lettere, idet han siger til Mojo i det nye septembernummer: “For os var det vigtige balancen i sangen. Vi miksede sangens budskab snarere end placerede det forskellige steder. Vi var ikke ret interesseret i stereo. Det var ikke der, vi kom fra”. Og sådan har jeg da også haft det med mine Beatles-plader (og andre…). Det var det samlede lydbillede, der var – og er – interessant. Ikke, at det blev splittet op i en højre- og venstreside.