På vej hjem fra job nr. 1 på denne smukke, solbeskinnede århusianske dag, lettere træt i hovede og krop af et voksende søvnunderskud og for stort brug af adrenalin, fik jeg lyst til at genhøre noget melodiøst singer-songwriter-rock fra de tidlige halvfjerdsere. Noget af det, der har sol i rillerne og lidt hjerte-smerte-vemod i tekstuniverset. Og derfra var der ikke langt til Carole King.
Den jødiskfødte Carole Kings berømmelse skyldes især to ting. Hendes sangskriveri med college-vennen og den senere ægtemand Gerry Goffin i tresserne. Sammen forfattede de det ene klassiske hit efter det andet, som andre fik stor glæde af. The Shirelles startede rækken med “Will You Love Me Tomorrow”, som hittede i 1961 og siden er blevet kopieret af mange andre kunstnere. Ellers leverede de til mange tidens navne. Lige fra Bobby Vee, The Drifters, Little Eva (The Locomotion), Gene Pitney, Everly Brothers, The Animals og til Dusty Springfield og mange andre. Den ene gode, uopslidelige popsang efter den anden.

Den anden del af Kings berømmelse skyldes – selvfølgelig – hendes album “Tapestry” fra 1971. Denne plade, der solgte millioner af eksemplarer verden over i første halvdel af halvfjerdserne, indfangede i tekst og musik ånden fra Woodstock og hippieuniverset i en grad, som få andre plader fra tiden formåede.

Men allerede inden havde Carole King udsendt et fremragende album med den lakoniske og sigende titel “Writer”. Den kom året før og blev ikke nogen kommerciel succes. Hvorfor kan man godt undre sig over, for pladen rummer tolv fremragende sange skrevet af Carolo King og Gerry Goffin (og Toni Stern i enkelt sang, “Raspberry Jam”). Måske har pladeselskabets promotion svigtet, måske er pladen heller ikke forsynet med samme lettilgængelige singalong-hitlistesange som fx “You’ve got a friend”. Men man får den ene velturnerede, iørefaldende sang efter den anden. Og pladen veksler mellem rene, smukke ballader og mere rockende numre som fx det første på side 1: “Spaceship Races”. En meget varieret plade, der viser spændvidden i King og Goffins sangskriverkunst, når den ikke lige tager sigte mod singlepladernes top ti. Og bag sig har King kapaciteter som kollegaen James Taylor på guitar og baggrundsvokal og guitaristen Daniel “Danny” Kortchmar, der gjorde stor nytte på mange af perioden store plader.

I mit regnskab rangerer denne debutsoloplade fra Carole King på niveau med Tapestry, selv om den aldrig fik samme kultstatus.