Den forløbende uge har stået i arbejdets tegn, og det har været lidt småt med musiklytningen. Men her til formiddag, hvor familien er draget ud på historisk udflugt, har jeg fundet en elsket gammel sag frem fra grammofonpladehylden. Rick Dankos soloplade fra 1977.

Danko havde en fortid som markant guitarist og sanger i The Band, og da dette fortræffelige band satte punktum for karrieren med den vellykkede koncert “Last Walz” i 1976, fik han kontrakt med Clive Davies’ toneangivende pladeselskab Arista Records og indspillede som den første af Band-medlemmer et soloalbum. Med sig havde han notabiliteter som Eric Clapton, Ron Wood, Doug Sahm, Garry Beckley (America), broderen Terry og så de gamle venner fra The Band.

Pladen ligger ikke langt fra de gamle Band-plader. Lyden er tæt som på disse, og fremførelsen minder umiskendeligt om The Band. Jeg tror ikke Danko havde nogen intention om at lægge afstand til sin musikalske fortid, og det kan man godt forstå. Resultatet er blevet et meget fint album, der i mit univers hører sammen med Band-pladerne.

Desværre solgte pladen ikke en meter. Arista Records forstod ikke at markedsføre skiven og droppede kort tid efter Danko. Ganske vist er pladen kommet på cd på små pladeselskaber (Edsel i 1991, One Way 1997 og Demon Records og Disky i 2002) i små oplag, der hurtigt blev udsolgt og efterspurgt. Arista har også luftet planer om en remastered udgave, men indtil videre er der desværre ikke sket noget. Der er nok ikke forretning nok i projektet.. Ufortjent.