Gravhunden og jeg gik tur i sneen (for et par dage siden). Og mødte en dame på 92, der ventede på bussen. Jeg har mødt hende før, og vi falder altid i snak, fordi hun har haft to glathårede gravhunde som min. Den sidste hed Olsen. Den fik det navn, fordi naboens hund hed Jensen. Olsen & Jensen.
Hun havde lige gjort rent i hele huset. Og i går havde hun ryddet sne på fortovet udenfor. Det kunne mærkes lidt i ryggen. Men det skulle gøres, for det var man opdraget til. Da hun boede hjemme, blev hun og de andre syv børn sendt ud og gøre rent om morgenen, inden de skulle i skole. Efter skoletid blev de to ældste sendt ned til den lokale slagter for at hente pålægsrester til aftensmaden. Så spiste man først rugbrødet rundt om pålægsstykket, og derefter – med nydelse – pålægsstykket. Sådan prioriterede jeg også som barn.
Det er blevet meget bedre siden dengang, sagde hun. Vi skal ikke beklage os, sagde hun. Vi har jo alt.
Hun var i øvrigt på vej hen for at besøge sin storesøster på det lokale plejehjem. Hun fylder 100 snart. Hun har været som en mor for os. Begge forældre døde, medens børnene var små. Her i min taske har jeg en banan og noget chokolade. For to af plejehjemsassistenter vil ikke have, at storesøsteren spiser banan eller chokolade, “for så kan hun ikke spise noget til aften”. Vi var enige om, at det var noget formynderi og noget vrøvl, og at det var nødvendigt at snyde de to krakilere. Medens hun var ved at forklare, hvor godt hendes nu afdøde storebroder havde haft det på samme plejehjem, kom bussen, og vores snak blev afbrudt…
Og Gravhunden og jeg fortsatte vores afbrudte tur.