Så kom den omsider, den dårlige omtale af Dylans nye plade. I “Smagsdommerne” på DR2 forkastede to yngre smagsdommere – reklamemanden Knud Romer og Weekendavisens femme fatale-in-spe – femme er måske så meget sagt, men så da fille fatale – Leonora Christine Skov – Dylan som – kort fortalt – en ulidelig anakronisme. Ikke særligt velargumenteret, men alligevel… Tilbage sad Christian Braad Thomsen og holdt på, at pladen er en af Dylans ti bedste overhovedet. Et mesterværk.

[ Lille opdatering: Jf. Bos kommentar om Christine Leonora Skov – den lille tæve… 😉 ]

Den megen omtale af Dylans nye plade, hans seneste selvbiografi og øvrige aktiviteter har også andre effekter. Billboard kan fortælle, at flere af de mere eller mindre kendte kunstnere, som Dylan har omtalt, fx i selvbiografien, eller indspillet noget af de seneste år, nu genudgives. Det gælder fx sangerinden og sangskriveren Karen Dalton, som Dylan i sin krønike udnævnte til at være sin “yndlingssangerinde”. Karen Dalton, der døde i 1993, nåede kun at udgive to plader i sit liv. Nu genudgives den anden plade “In my time” fra 1971 med noter af Nick Cave, Devendra Banhart og Lenny Kaye (guitarist hos Patti Smith). Den første blev genudgivet i 1997.
“The Ballad of Peter LaFarge” er titlen på en ny dokumentarfilm om en anden af Dylans samtidige kunstnere fra 1960’erne. Dylan kaldte LaFarge “one of the unsung heroes of his day” i noterne til sit retrospektive bokssæt Biograph. Dylans indspilning af LaFarges “The Ballad of Ira Hayes” (1970) indgår i filmen.
Kendetegnende for de to kunstnere, der begge var aktive i folk-bølgen i tresserne, var, at de havde problemer med alkohol og stoffer, hvilket nok er en del af forklaringen på deres manglende gennemslagskraft. LaFarges måske største bedrift var at skrive næsten alle sangene til Johnny Cashs concept-album fra 1964 “Bitter Tears”.