Jeg var engang sammen med en mand, der gjorde meget ud at af fortælle om dengang, Elvis Presley var i fjernsynet sammen med Frank Sinatra. Pointen var, at Frankie Boy var Elvis overlegen med hensyn til frasering i sangen. Jeg har set det pågældende programindslag, hvor Elvis var tydeligt ærbødig over for sin ældre kollega. Og måske havde manden ret i det med fraseringen. Måske.

For kan man med rimelighed sammenligne de to sangeres fraseringskunst? Ser man ikke bort fra deres forskellige udgangspunkt. Elvis har rødder i rock’n roll og det der førte frem til denne musikform. Sinatra i jazz og crooner-tradition. Personligt tror jeg, at Sinatra ville falde igennem, hvis han forsøgte sig med sangene fra Elvis’ halvtredserne-Sun-indspilninger. Til gengæld står Elvis svagt, når han kaster sig ud i “My Way”. Synes jeg.

Elvis har altid delt vandene. Mange kan ikke forlige sig med hans frikadellede periode med rinstensbroderede sparkedragter og andet stafage. Og jeg foretrækker bestemt også Elvis i halvtredserne og tresserne – de tidlige. Før der gik film m.m. i det. Og han kunne godt, når han tog sig sammen. Jeg har tidligere omtalt hans come-back på tv i 1968. året efter gjorde han kunststykket efter, da han tog til Memphis og indspillede albummet In Memphis. For Elvis var det på en måde en tilbagevenden til udgangspunktet. Han vendte tilbage til Memphis, som han forlod efter Sun-perioden.

Sammen med en række håndplukkede, garvede sessionmusikere og -sangere indspillede han så sit 34. album, der ikke var rock’n roll, men moderne country, soul og singersongwriterkunst. To håndfulde sange skrevet af nogle af Amerikas bedste sangskrivere i nyere tid: Hank Snow, Burt Bacharach, Butler, Gamble & Hoff, John Hartford m.fl. Og Elvis viste endnu engang, at han endnu ikke var færdig. Han kunne både synge og frasere. PS. Pladen er fornylig blevet udgivet i en dobbelt Legacy-edition.

Jeg har ikke kunnet finde et passende videoklip til Memphis-pladen, så I må “nøjes” med det her…