Selv om jeg efterhånden er meget metaltræt, når det drejer sig om fjernsynsprogrammer, så sker det en gang imellem, at jeg løfter øjenbrynet. Det sker jo, at fjernsynets hære af journalister finder et korn som en blind høne. Denne gang var det et indslag om nutidens store feterede operasangerinder og deres sexede markedsføring af musikken. Og for en gangs skyld var det ikke en af Tordensskjolds Soldater-kommentatorerne, der var i studiet, men pianistinden Katrine Gislinge. Med visning af en række sexede coverfotos var der lagt op til lidt nyfigen moraliseren. Det lå ligesom i luften. Men Gislinge tog luften ud af varmballonen med det samme. Hun mente, at der vare var tale om, at de nye operasangerinder gjorde, som man nu gør i dag, når man er en moderne kvinde, der skal markedsføre noget. Og det kan hun jo have så ganske ret i. Slå bare op i hvilket som helst dame- eller ugeblad, og du vil opleve kendte ret så dekolleterede damer promovere sig selv. Alligevel var der noget, der skurede i mit indre. Sikkert, fordi jeg ikke lytter ret meget til opera og klassisk musik i det hele taget. Ikke, fordi jeg ikke kan lide klassisk, men sådan har det bare udviklet sig.

I hvert fald forekom det mig, at den nye trend er i disharmoni med den klassiske musiks image. Det image, jeg slæber rundt med i det mindste. Et image af en kunstmusik, hvis sex-appeal ligger i det musikalske udtryk, lidenskaben på scenen osv. Ikke i et Playboy-lignende cover af en smuk syngende mamselle. For mig svarer det til, at man indlagde en foldeudpige i en cd med Miles Davis. Men det bliver måske det næste. Rocken og poppen er en helt anden sag. Her har den utilslørede sex-appeal jo altid været en synlig og hørlig drivkraft…