Helt efter bogen havde jeg et par sygedage i min ferie. Når man slapper af, så kommer det. Influenza. Og samtidig kværnede medierne om A-influenzaen (tidligere kaldet svineinfluenza). Og om alle de sundhedspolitiske overvejelser, der gøres i den anledning. Skal befolkningen generelt have adgang til vaccination og Tamiflu-behandling eller ej? Er influenzaen så alvorlig, at særlige forholdsregler skal tages? Og jeg hørte, at både Frankrig og Grækenland havde besluttet sig for at give grønt lys for vaccination af alle.

Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at der må være nogen, der glæder sig i denne tid. Nemlig producenterne af vaccine og Tamiflu. Tænk sig, hvilken markedsføring disse firmaer nu får ganske gratis, fordi medierne løber med halve vinde og ufordøjede informationer. Er A-influenzaen farligere end andre influenzaer? Ganske vist er en del mennesker døde af den, især i USA, men det er ikke usædvanligt at influenzaepidemier koster en antal menneskeliv. Det er faktisk normen. Og symptomerne er – så vidt jeg har kunnet læse mig frem til – ikke anderledes eller værre end ved andre influenzatyper. Alligevel bliver folk interneret og bragt i isolation rundt omkring i landet. Er det influenzaen, der er farlig, eller er det måske snarere nyhedsspredningen omkring A-influenzaen, som er det? Tingene er i hvert fald ikke så uskyldige, som de ser ud.

Gabs har henvist til en artikel i Huffington Post, hvor noget af sammenhængen mellem privatkapitalistisk medicinproduktion og offentlig sundhedspolitik lægges for dagen. Og det er tankevækkende læsning.
Som ved andre epidemier er især de fattige befolkninger i farezonen, og de respektive landes regeringer er selvsagt interesseret i at producere den medicin – Tamiflu – der er nødvendig for at beskytte befolkningen og spare liv. Men det må de ikke. For de store medicinalfirmaer beskytter deres patenter (og dermed profitter). Vi så det allerede dengang AIDS-epidemien tog fat i Afrika. Nu gentager historien sig.

WHO, verdenssundhedsorganisationen, har for længst slået fast, at en epidemi vil koste mange menneskeliv i den fattigste del af verden. Alligevel har samme organisation frarådet de fattige landes regeringer at producere mere Tamiflu, det eneste probate middel mod influenzasymptomerne. Hvorfor?

Forklaringen skal søges i det system, der udvikler medicin. En stor del af den forskning, der ligger bag medicinprodukterne, skabes i statsfinancierede universitetslaboratorier. Medicinalfirmaerne kommer ind i processen på et senere tidspunkt og betaler en del af de sidste, men relativt ikke-kreative, trin af udviklingen. Til gengæld beholder de patenterne og profitten.

Sundhedspolitisk er dette system ofte med dødelige konsekvenser for befolkningerne rundt omkring på jorden. Hver dag året rundt forhindrer patentbeskyttelsessystemet fattige mennesker i at få adgang til livsbevarende medicin. Vi så et grelt eksempel, da de store medicinalfirmaer nægtede post-apartheid-regeringen i Sydafrika at kopiere AIDS-medicin og tvang sydafrikanerne til at at betale det fulde beløb, hvis de ville have noget.

Retsagen om AIDS-medicinen fik dog et positivt resultat. Blandt andet som følge af verdensopinionens væmmelse over medicinalfirmaerne kyniske, umenneskelig grådighed, blev det tilladt fattige lande at producere deres egen, billige medicin, når situationen kræver det. Og det er tilfældet med A-influenza-epidemien. Alligevel forsøger store firmaer, blandt andet Roche, at tvinge lokale producenter i fx Kina og Indien til at lave licenseret medicin – for at beskytte profitten. Og tilsyneladende støtter WHO denne politik…

Det sker, fordi WHO er den organisation, der bestemmer, hvornår en lokal, prisbillig produktion kan sket og hvornår ikke. Når WHO aktuelt fraråder produktion af billig medicin, kan det vanskeligt forstås som andet et resultat af de store medicinalfirmaers lobbyvirksomhed. Det betyder, kort og godt, at de fattige lande ikke er forberedt på en faktisk epidemi – og at mange mennesker vil dø.

Et tilbagevendende argument fra medicinalfirmaerne har været, at deres politik er nødvendig for at sikre en indtjening, der igen er nødvendig for udviklingen af nye produkter. Men en undersøgelse publiceret i det anerkendete tidsskrift New England Journal of Medicin dokumenterer, at firmaerne kun bruger 14 % af deres budgetter til forskning. Og resten til profit og markedsføring. Og ud af de 14 % bruges til stor del til at lave kopipreperater, der ikke indholder ny medicin. Faktisk har den amerikanske regering konkluderet, at medicinmarkedet er præget af innovativ stagnation, og at der ikke forskes i det store alvorlige sygdomme, fx malaria, der hvert år slår mange ihjel. Fordi der ikke rigtig er nogen profit at hente dér. I EU har kommissionen fastslået, at europæerne betaler 40% mere end nødvendigt for den medicin, de bruger. Penge, der burde gavne de betrængte europæiske sundhedssystemer.

Hvorfor gør vi så ikke noget ved dette absurde system? Forklaringen er, at medicinselskaberne indtil videre har haft held med – via lobbyisme og politiske forbindelser – at styre politiken på dette område. Men det kan ændres radikalt. Nobelpris-vinderen i økonomi, Joseph Stiglitz, har vist en farbar, enkel vej. Vestens regeringer skal etablere en kæmpestor fond, der skal betale videnskabsmænd for at udvikle medicin til behandling af sygdomme. Og prisernes størrelser skal svare til sygdommens alvorlighed. Fx en kæmpestor pris for at finde effektiv medicin mod malaria. Når medicinen er udviklet, skal patentet være offentligt, så enhver regering vil kunne kopiere det uden at skulle betale uhyrlige priser.

Planen vil bevare det nuværende økonomiske incitament for forskerne, men vil være til gavn for befolkningerne – ikke de profitbegærlige medicinalfirmaer. Det vil selvfølgelig koste mange penge – Stieglitz anslår, at det vil dreje sig om 0,6 % af BNP i vestens lande – men pengene vil blive tjent ind igen, fordi der ikke længere skal betales astronomiske beløb til medicinalfirmaerne og der kan spares på sundhedsudgifterne. For at realisere planen er det nødvendigt at gøre et vanskeligt stykke arbejde: Der skal gøre op med medicinalselskabernes massive lobbyisme rundt omkring i de vestlige lande. Et arbejde, der bør gøres, hvis tingene skal ændre sig.
Kilde