I disse dage er det nøjagtig fyrre år siden, The Beatles sammen med producer George Martin, Geoff Emerick, Alan Parsons m.fl. lagde den sidste hånd på albummet “Abbey Road”. Med det berømte coverfoto af de fire Beatler gående i takt over et fodgængerfelt i den nord-londonske bydel St. John’s Wood blev der lavet en nærmest ironisk kommentar til gruppens de facto opløsning, samtidig med, at det hidtil anonyme fodgængerfelt blev forvandlet til et helligt sted for valfartende Beatles-fan. Hvilket det stadigvæk er. Flere år senere parafraserede Paul Mccartney omslagsfotoet på sit album Paul is live (1993), også en slags ironisk kommentar – nemlig til de vedholdende rygter om Maccas alt for tidlige død…
Til trods for bandets indbyrdes stridigheder og opløsningstendenser lykkedes det de fire Beatles at lade musikken tale og skabe et særdeles homogent album med lutter vellykkede numre. Som man kan høre på interviews-indslagene i The Beatles Anthology, så vidste de fire musikere, at det nok ville blive gruppens musikalske punktum, og netop derfor satte de parantes om de personlige uoverensstemmelser. Det kalder man professionalisme.
@Jens: I hvert fald er der noget individualistik over takten..
Nej, han er kejtfod’et. 😉
Faktisk ser det ud til at Paul er ude af takt.
@Regitze: I hvert fald før det digitale net! 🙂
ja:) vi talte forresten også om de manglende sko og det hvide tøj herovre. og tænk, Capac. det var før nettet.
@Regitze: Ja, vi fortolkede, så vi blev blå i hovedet. Hvorfor havde Paul ingen sko på? Hvorfor var John helt i hvidt? Hvorfor dit og dat?
shoot. er det fyrretyve år siden, Capac. her lugter pludseligt af væghessian og brunt og orange fløjl.
og det.
det var dengang vi levede på gulvet.
som jeg husker det, troede vi, at George ville dø først. han trådte ud på det sorte mellem striberne.