>Det bliver ikke til meget tv i disse tider. Ikke, fordi jeg savner det. Snarere tværtimod. Og film foretrækker jeg efterhånden kun at se på dvd eller i biografen. Der er jo for langt mellem nye – eller i det mindste ukendte – film på de danske kanaler. Genudsendelser derimod…

Men i går tog DR2 sig lidt sammen og sendte Dylan Kidds 2004-filmatisering af Helen Schulmanns roman “P.S.”. En lille bittersød historie om 39-årige Louise, der er fraskilt og stadigvæk lever med et ufordøjet minde om sin ungdomskærlighed, der blev revet væk i en trafikulykke. En ung mand med et lignende navn og udseende dukker så op i hendes hverdag og vender op og ned på den, da Louise nærmest tror, det er den døde, der er vendt tilbage.

Abstraherer man lidt fra den lidt Hollowoodsk usandsynlige “spøgelseshistorie”, så er den såmæn en fin lille historie om det alment menneskelige problem at få gjort op med fortidens spøjelser og komme videre med sit liv, medens tid er.

>Når jeg alligevel valgte at sidde oppe til efter midnat, så var det, fordi hovedrollen blev spillet af Laura Linney, der er en af mine personlige favoritter blandt nulevende amerikanske, kvindelige skuespillerinder. Og hun skuffede da heller ikke, men fremstiller fint den kærlighedshungrende, frustrerede unge kvinde.

På birollesiden er der også gode præstationer. Gabriel Burne som ex-ægtemanden med sexaholic-problemer; Lois Smith som den kærlige-ærlige moder, som Louise søger tilflugt hos, når problemerne tårner sig op og Paul Rudd som junkie-broderen. Topher Grace, der spiller over for Linney som den unge mand, står derimod kun lige distancen i rollen som begærsobjekt numero uno.

Til gengæld har filmen et udsøgt soundtrack, der passer fint til den sørgmuntre stemning i filmen. Martha Wainwright, Yo La Tengo, Ambulance LTD og det for mig nye bekendtskab, den walisiske singersongwriter Judith Owen, der excellerer i en let jazz-påvirket stil, som – i små doser i det mindste – passer som fod i hose til hjerte-smertefilm…