Jeg synes ikke, det er så længe siden, jeg omtalte et af mine gode pladefund, Willy Devilles album Horse of a different Color. Og nu skal jeg så skrive om ham igen i en ganske anden og kedelig anledning. Deville er nemlig død på grund af en kræftsygdom. Han blev kun 58 år.

Deville var en central skikkelse på New Yorker-scenen i midten af halvfjerdserne, hvor han bl.a. var et fast indslag i den legendariske CBGB. Som den by, han hørte til i, var også hans musik resultatet af en musikalsk og etnisk smeltedigel. En base af rhythm&blues tilsat alskens stilarter og genrer fra soul over franske chancons, New Orleans- og Cajun-musik, latinske toner til rock og you name ’em.

Selv om hans musikalske vej var lang – han droppede skolen som sekstenårig for at spille – så var det først for alvor, da han dannede sit stilskabende band Mink Deville, at han trængte igennem til et større publikum. Det var omkring 1975. Selv om den kommercielle succes måske ikke nåede samme niveau som Blondies’, Talking Heads’ og Televisions, så tilhørte bandet denne generation af rockmusikalske fornyere. Og med fuld ret. Seks fuldendte album blev det til i perioden frem til 1985. Album, der bl.a. skaffede Deville en trofast fanskare i de europæiske lande.

I solotiden nåede Deville at indspille ti plader, der alle er udsøgte, smagfulde udforskninger af de ammerikanske musikalske rødder. Senest kom Pistola i 2008. Nu er Willy Deville altså ikke mere, og musikscenen er blevet lidt kedeligere og lidt mere forudsigelig. Hvil i fred.