I dagens mediebårne politiske virkelighed skal man ofte have forstørrelsesglasset op af baglommen for at få øje på reelle forskelle på de dominerende partiers politik. Man fristes til at sige, at det tværtom er de små forskelle, der trækker linjerne i det politiske billede.

Når talen falder på partierne Venstre og deres såkaldte støtteparti Dansk Folkeparti, der jo reelt – omend ikke formelt – er del af regeringen (“regeringsgrundlag”) skal man nærmest have mikroskopet frem for at se, hvor skillelinjerne går. Hvad er fx forskellen på Venstres og DFs flygtninge- og indvandrerpolitik – hvis vi ser på handling og ikke retorik? Og økonomien? Er virkeligheden ikke, at Venstre langt hen ad vejen har accepteret DFs små og store krav hen ad vejen, medens sidstnævnte har blåstemplet den officielle økonomiske politik? Hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og indlemme Pia Kjærsgaard og resten af DF i regeringen efter et valg, sådan som fru Kjærsgaard har foreslået i sommervarmen?

Men statsministeren har “svært ved at se” – DF i en regering. Statsminister Løkke giver ikke en forklaring, men bare en ubegrundet holdning. Så vi må selv søge den. Jeg tror, at Venstre-ledelsen har brug for at oppebære illusionen om, at der i bund og grund er radikal forskel på de to partier. Det er derfor Løkke omtaler DF som opposition, hvilket DF jo kun har været i retorisk forstand. At inkorporere DF i regeringen og dermed blåstemple den tidligere tæppetisser, vil være til at se sin egen indre svinehund i øjnene…Og det gør man som bekendt ikke så gerne.