Forleden omtalte jeg den unge danske musiker Sebastian Lind og kom i tanke om duoen (m.m.) Lamb. For kombinationen af electronica og singersongwriter-sange er bestemt ikke at nyere dato. Manchester-baserede Lamb – produceren Andy Barlow, den fascinerende sangerinde Lou Rhodes og deres hjælpere (bl.a. den danske trommeslager Nikolaj Bjerre – havde deres gyldne år fra 1996 til 2004, hvor de fik lavet fire album og en lang række singleudspil, der siden blev indlemmet på Best Kept Secrets, en slags Best-of-plade i 2004.
Det er egentlig pudsigt, at gruppen i så høj grad var en single-gruppe, for deres musik egner sig gevaldig godt til det store albumformat. Man har kaldt deres musik trip hop og drum and bass, men selv om det ikke er helt forkert, så er det heller ikke helt dækkende for den komplekse, mangefacetterede musikalske inspiration, der gør sig gældende. Her er elementer af rock, pop, jazz, akustiske genrer og mere. Og det hele er blandet med en forkærlighed for det melodiske og stemningsfulde.
Pladen Between Darkness and Wonder (en flot, næsten poetisk titel, synes jeg…), er Lambs sidste studioplade og er med sin store musikalske spændvidde, der gør det nærmest umuligt at genrerubricere den, et godt bud på et hovedværk for gruppen.