Vi så det med AC/DC, Eagles, Leonard Cohen og sågar det relativt, “unge” (af de gamle i hvert fald…) Metallica: Det er navne fra før 1990, der fylder koncertsalene og stadions op med begejstrede publikummer – og giver mindeværdige koncerter. Således udgøres de 7 af de 10 bedstsælgende koncerter i USA sidste år af navne, der havde deres første succes i firserne eller tidligere.
Hvorfor er det de gamle dinosaurer, der dominerer her, der og allevegne? Det er Popmatters også spurgt sig selv om. For det første hænger det selvfølgelig sammen med det faktum, at de pågældende navne stadigvæk spiller. Fordommen om, at rocken ville uddø med sin første ungdom, er for længst gjort til skamme. Man bliver aldrig for gammel til rock, hvis ellers helbredet er med en.
For det andet er disse navne skolet i den kunst, det er, at optræde med manér for et forvænt koncertpublikum. Det samme erfaring har nye bands som Coldplay eller Grenn Day ikke. Og vil få svært ved at få det, med et publikum, der er vokset om med internettets digitale tag-selv-bord, MTV-videoer og Ipod-musik i øret. døgnet rundt.
For det tredje holder mange af de nye navne ikke længe nok til at få den professionalisme, som fx en Bruce Springsteen eller The Rolling Stones kan levere hver gang. Denne professionalisme er også en del af forklaringen på, hvorfor ældre generationer er villige til at betale det efterhånden meget dyre koncertbilletter. Folk får noget for pengene.
Neil Jacobsen fra det store Live Nation-managementfirma peger også på en anden interessant ting. Med fildeling og internet har de unge fået et mere udtalt forbrugeristisk forhold til musik. De får ikke nødvendigvis det personlige forhold til en sang eller en kunstner, som man fik, da man kun havde singlepladen. Det handler om at lytte.
Men der er også unge mennesker, der lytter til de gamle, for mange forældre introducerer ungerne til de gamle idoler. Hvor mange forældre har ikke åbnet poderne ører for Bob Dylan, Beatles eller the Kinks? Og nye spiltyper som Guitar Hero og Rock Band hjælper også de gamle til at holde gang i gesjæften. Man kunne også nævne en film som Mama Mia, der fik ABBA til at indtage askens hitlistetoppe igen med et både gammelt og nyt publikum.
Ironisk nok er alder ikke blevet et handicap i populærmusikken. Snarere tværtimod…
@AagePK: Så et foto af Madonna i går. Der lignede hun mest af alt en fugl. Men det er jo også dinosaurerne af i dag, ikke? Og ja, god kunst er hårdt arbejde. Og det går kun som en leg, når det hårde arbejde er gjort.
Naahhh, Madonna? Dinosauer, ok, men rock?
Det, som mange unge mennesker jo ikke har forstået omkring det at være rock-musiker er, at det udover at være sex, drugs og glamour også er et hårdt arbejde. I min gymnasietid var jeg en del på landevejene med et rimeligt godt band, the Haggles, som roadie, og mødte engelske grupper som Dave, Dee, Dozie, Beaky, Mitch and Titch, og en del andre. Det, der slog os, var deres utrolige selvdisciplin med at komme op om morgenen og så arbejde de næste 8 timer på nye og gamle numre. De var simpelthen top-professionelle. Derfor kan man jo også stadig møde Swinging Blue Jeans og andre gamle fyre ude på landevejen. En af skolekammeraterne lærte af det, han blev senere kendt som habil trommeslager i TV2.
Det er den samme indstilling, som man kender fra klassiske musikere og jazz-folkene. Når f.eks. Louis Armstrong skulle optage kl.10 , stod han allerede i studiet før kl.8 for at varme op, har jeg hørt Bent Fabricius fortælle.
@Kenni: Jovist, var det helt tilbage ii 1983, hun debuterede!? 🙂
Jeg håber også, at Madonna kan skrives på den liste. For jeg skal ind og se hende sammen med kæresten på tirsdag aften i Parken. I øvrigt skyldes hun også hendes danske fans et brav af en koncert, da hun skuffede dem fælt i horsens tilbage i 2006.