Intet er så skidt, at det ikke også er godt for noget, siger et gammelt ordsprog. Og hvis der kom noget godt ud af Vietnam-krigen, så var det blandt andet, at den for alvor satte gang i sangskriveren Jesse Winchesters sangskriveri.

Jesse Winchester – egl. James Ridout Winchester – blev født i Mississippi, Tennessee i 1944, og i 1966 blev han indkaldt til militærtjenesten med udsigt til Vietnam. Det fik den unge mand til at flytte til Canada, som mange andre, der ikke ville ofre deres unge liv for en meningsløs sag. Og her i Canada gik der for alvor hul på bylden, sangskriverbylden.

Inden han kom så langt, havde han lært sig at spille guitar, medens han gik i skole. I Canada blev han medlem af bandet The Astronauts, og han begyndte så småt at spille sine nyskrevne sange solo rundt omkring på de lokale kaffebarer. Og en af dem, der slog ørerne ud, var en vis hr. Robbie Robertson, der siden blev kendt som en af americanaens grand old men i The Band. Robertson tog Winchester under sine vinger og gjorde, hvad han kunne for at sætte gang i karrieren.

I 1977 vendte Winchester tilbage til USA, efter at præsident Carter havde givet amnesti til alle Vietnam-militærnægterne, og han bor nu i Virginia, hvor han fortsat skriver sine fine sange.

Jesse Winchester er en af den slags kunstnere, der især har gjort sig gældende som sangskriver for andre. Med en lang række sang – fx Yankee Lady, The Brand New Tennessee Waltz, Mississippi, You’re on My Mind og Biloxi – har han forsynet andre kunstneres repertoire med kvalitetssange. Blandt andre Elvis Costello, Crystal Gayle og Jimmy Buffett. Men ved siden af har han siden 1970 udsendt mere end et dusin fine album med sangskrivning af højeste kvalitet. Senest – i år – er kommet Love Filling Station. Jesse Winchesters musik er indbegrebet af, hvad man i dag kalder americana. Altså musik med dybe, dybe rødder i de amerikanske musiktraditioner. Sådan er det også med det nye album, hvor han dyrker 50’ernes musik.

Eulalie