Det var, medens The Beatles arbejdede i de berømte Abbey Road-studier, at de sammen med teknikeren Ken Townsend opfandt A.D.T. A.D.T. står for automatic double tracking. John Lennon havde beklaget sig over, at han måtte synge og optage et sangspor to gange for at få den effekt, at han kunne høre sig selv synge tostemmigt (som fx på Revolution nr. 1 fra Det Hvide Album).
Fortællingen om A.D.T. kan man læse om i Kevin Ryan og Brian Kehews stortanlagte bog Recording The Beatles, der er resultatet af 10 års undersøgelse af det tekniske bag gruppens optagelser. Bogen, der allerede er blevet et hit blandt inkarnerede Beatles-fans og blev udsolgt i førsteoplaget ganske hurtigt selv om prisen er ca. 100 £, sætter fokus på de teknikere, der iført hvide og brune kitler arbejdede med The Fab Four for at forsøge at realisere deres kunstneriske ideer. Der er for så vidt ikke noget nyt i det forhold, at teknikken havde en stor betydning; det nye er, at nogen har taget sig tid til at få de forskellige teknikere til selv at fortælle om processen og dokumentere, hvad der skete i billeder og tekst. Det er fortællingen om, hvordan fire musikere, en talentfuld, lydhør producer og en række dygtige teknikere udvidede den musikalske horisont ved at udvide lydbilledet rent teknisk – og derved ændrede populærmusikhistorien.
2007 er året, hvor The Beatles’ musik sandsynligvis bliver tilgængelig alment i digital format, nemlig som mp3-filer, der kan købes og downloades fra e-butikker som I-Tunes. Og det markerer et vendepunkt i den forstand, at gruppens musik jo blev indspillet analogt.
De fleste af de påfund, Beatles, produceren George Martin og hæren af teknikere vred ud af den analoge teknik, er i dag hvermandseje. De leveres som software, som kan købes for relativt få penge. I hvert fald sammenlignet med de summer, Beatles dengang måtte bruge på at lønne de bedste teknikere i timevis.
Når man hører Beatles’ musik, fx på Sgt. Pepper, Abbey Road eller Det Hvide Album kan man godt engang imellem glemme, at det hele foregik analogt i en tid, hvor flersporsbåndoptagere var state-of-the-art. Derfor har et værk som dette sin berettigelse. Det kan minde en om, at tresserne ikke blot musikalsk var et stor epoke i popmusikkens historie, men at det også var her den teknologiske revolution omkring pladeoptagelser blev startet.
Nu mangler vi blot, at få The Beatles’ hovedværker udgivet i en digital version, der lever op til de gamle masterbånds høje standard.