Jeg er gammel nok til at huske den periode, hvor den paradoksale “mandebevægelse” kom frem. Paradoksal, fordi en stor del af vestens historie har været en lang mandebevægelse. Det såkaldt patriarkalske samfund, som kvindebevægelsen tordnede imod – og andre skrev nekrologer over. Dengang i halvfjerdserne troede forvirrede unge mænd, at de skulle følge i de feministiske kvinders fodspor og danne basisgrupper, hvor de i fællig kunne udveksle erfaringer, græde snot og kvindagtiggøre sig selv. Det viste sig at være en blindgyde. For var der en ting, der var sikkert, så var det, at sådanne, såkaldte “bløde” mænd havde mere end svært ved at “score”, som det hedder på nudansk. Bløde mænd fik ikke meget på den dumme, som vi allerede sagde dengang.

Siden har feminiseringen af samfundet gået sin skæve gang, og senest har temaet fået ny næring via den forkølede nyhed om, at flere singlekvinder foretrækker kunstig befrugtning som vej til moderskabet. Og Tante Berlinger bruger endda agurketiden til at lave en særlig klumme, hvor Anne Sophia Hermansen skal skrive om singlekvinder efter de 30 under den sigende titel: Karrierekvindens bekendelser.

Og med spænding kaster man sig så over læsningen. Måske kan man få et svar på, hvad problemet er, når kvinder tilvælger et donorbarn og fravælger en far. Er der noget galt med danske mænd? For en overfladisk betragtning er det lige netop det, der er problemet. Rigtige mænd er blevet lige så sjældne som “lyserøde elefanter”. Med Anne Sophias malende ordvalg: “det er svært at føle sig fristet til at videreføre arten, når vi ser mænd ”Jackasse” sig vej gennem tilværelsen iført hængerøv, hættetrøjer, fadbamser og et livssyn permanent stillet ind på Radio 100FM og 100 % Sjov. Tænk på Carlsbergs reklamer for ”Vores Øl”, tænk på tv-serien ”Klovn” og tænk på et klassisk studievært-spørgsmål som ”hva’ så, er der gang i den?” til alt fra Superliga-kampe over kulturtransmissioner fra Det Kongelige Teater til dækning af valgaftener, senest EP-valget her den 7. juli. Undskyld mig, men gang i den? For den moderne mand af typen BØV – BørneVoksen – er skæg og ballade livets sine qua non.“. Tag den, mand!

Men det kritiske sværd er tveægget. For, hvordan er det gået til, at manden på den måde er blevet infantiliseret? Jo, det er en ‘konsekvens af kvindefrigørelsen og en ligestilling, der har sejret sig selv ihjel og/eller en konsekvens af manderollens infantilisering’ (cit.). Det er nok ikke tilfældigt, at de to konsekvenser både sideordnes og modstilles i denne formulering. For er det ikke netop i kraft af kvindefrigørelsens sejren-sig-selv-ihjel – der jo som bekendt resulterede i, at mange drengebørn måtte vokse op hos en enlig mor og efterfølgende blive socialiseret i institutioner, hvor de såkaldt bløde, kvindelige værdier er dominerende (Slotnik, hvor er du?) – at BØV’en, den børnevoksne “mand”, er blevet det produkt, kvinderne kan få? Kvinderne får med andre ord lige netop det drengebarn, de selv har opforstret i fraværet af en far – selv om de altså ikke vil have ham som voksen!

Hvad er det vi kvinder vil have? spørger Hermansen med et ekko af Freuds gamle spørgsmål. Og tilføjer: hvis ikke vi bare vil have os selv? Jo. “Vi beder ikke om ret meget. Bare en klonet udgave af Russel Crowe (i “Gladiator”) møder dansk børnelæge møder Shakespeare, tak.”. Ikke ret meget. Bare det umulige. In your Dreams. Og derfor er det måske meget konsekvent, at kvinderne ender på Copenhagen Fertility Center.

LÆS OGSå DENNE AGURK…