DR havde lagt beslag på det meste af sendefladen med et såkaldt indsamlingshow til fordel for AIDS-ramte i Afrika. Blogbestyreren bryder sig ikke om den slags underholdningsshow, hvor publikum bliver underholdt, stjerner og tv-folk promoverer sig selv og den kronisk dårlige velfærdsstatssamvittighed har mulighed for at blive lettet en smule. AIDS-katastofen er for alvorlig til at blive gjort til genstand for letbenet underholdning. Det næste bliver vel et dansktopshow til fordel for Dafur…

Nå, men Fruen og datteren tog resolut i videobiksen for at finde den nemme løsning på situationen. Og aftenens film var Curtis Hansons seneste opus In her Shoes (2005) med Cameron Diaz, Toni Colette og Shirley MacLaine i hovedrollerne som henholdsvis det umage søskendepar og deres perifere mormor.

Curtis Hanson er en mere end ferm filminstruktør. Det beviste han med den helt igennem vellykkede film-noir-kriminalfilm L.A.Confidential (1997), der nærmest har fået status af nyklassiker. Efter den lavede han den ligeledes vellykkede Wonder Boys (2000), hvor Hollywood-flødebollen Michael Douglas viste, at han faktisk er en god skuespiller i rollen som udbrændt forfatter.

Alligevel var blogbestyrerens forventninger lidt beherskede. Halvlunkne Hollywood-lystspil, der lever højt på kendisser i hovedrollerne, er der nok af. Og når klicheerne står i kø på manuskriptsiderne kan man have sine bange anelser. Alene de to søstre er helt efter Hollywood-kliché-håndbogen: Den “dumme”, sexede blondine, der kun kan én ting (det med mændene) og den mørke, tykke (efter amerikansk mediestandard i hvert fald) jurist-søster med de store hornbriller, som kan så meget, men netop ikke det med mændende (og det er åbenbart det saliggørende for en kvinde over there…). Dertil kom så flere andre klichéer som fx den skrækkelige stedmoder osv.

Selve plottet er også en stor kliché. To diametralt forskellige søstre, der er bundet til hinanden af søsterkærlighed og -solidaritet, skal så meget ondt igennem før de får løst deres indbyrdes problemer, deres egne problemer (med mændene, med mindreværdskomplekserne, med de familiære lig i lasten og spøgelser fra fortiden etc.) for at de kan forenes med den tabte mormor til den “grimme” søsters alternative rasta-inspirerede bryllup. En i bund og grund venlig film, der plæderer for de rigtige værdier – kærlighed, venskab, tilgivelse osv. – som måske ikke altid dominerer i den amerikanske hverdags virkelighed.

Alligevel lykkes filmen. Og det er i kraft af Curtis Hansons ferme instruktion, der sikkert og roligt lader skuespillerne fremstille nogle skæbneramte mennesker af kød og blod. Selv Hollywood-godten Cameron Diaz viser, at hun godt kan spille skuespil, når bare hun får en rolle med kød på og en instruktør, der kan vride det bedste ud af hendes begrænsede skuespillertalent. En tredjedel inde i filmen har Hanson vendt vrangen ud på det klichétunge manuskript og fået det transformeret til  en rørende fortælling om livets ups-and-downs for to piger, der har mistet deres elskede, sindslidende mor ved en trafikulykke.

En enkelt scene i filmen demonstrer, hvordan Hanson formår at menneskeliggøre klicheerne og gøre personerne vedkommende for publikum. Diaz, der i filmen heder Maggie, har omsider fået et job på et ældrecenter og skal blandt andet servicere en sengeliggende, svagtseende tidligere litteraturprofessor. Han er vant til at få læst op for sig. Men Maggie er nærmest ordblind (“dum” blondine…) og forsøger at undslå sig – dog uden held. Ex-professoren gennemskuer i et splitsekund, hvor pigens problem er, og beder hende om at læse i det tempo, hun nu formår. Langsomt får hun hakket sig igennem et digt af Bishop (“One Art”), hvorefter professoren overhører hende i hendes fortolkning af teksten. Det viser sig, at hun trods sit læsehandicap har fattet digterens hensigt. I scenen, der er ganske kort, får instruktøren vist, at den “dumme” blondine slet ikke er dum, men blot har været uheldig med sin skolegang og sit liv i øvrigt, og at den pensionerede professor stadigvæk har greb om den livspædagogik, der griber ud over pensa og bekendtgørelsesbestemmelser og løfter den enkelte videre i livet.

Der spilles også solidt i filmen. Toni Colette fylder rollen godt ud som den kiksede søster, der forkæler sig med dyre sko, som hun næsten aldrig bruger. Shirley Mclaine fortsætter sin række af præstationer som sej ældre kvinde, der i det ydre er en kyniker, men under angoratrøjen bærer et hjerte af guld. Dertil kommer en række gode birollepræstationer. Ingen nævnt, ingen glemt.

Filmen er selvfølgelig kun en bagatel. En feel-good-film, som man kan adsprede sig med en lørdag aften, hvor det ligger lige for at gøre det. Men derfor må den jo godt være velturneret. Og det er den.

I øvrigt er filmen et sjovt eksempel på, hvor godt det virker at bruge digte i film. Ikke mindre en tre digte læses op i løbet af den halvanden time, filmen ruller over skærmen. Og med stor emotionel effekt. Også selv om det er e.e.cummings bryllups-traditions-digt “I carry your heart with me…”, fordi det er Maggies overraskelse til søsterens bryllup.