Som sædvanligt gik jeg ud i natten med hunden, for at han kunne tisse af til natten. Jeg holder meget af denne nye vane. De fleste er gået i seng. Det er roligt, og man hører kun enkelte lyde fra huse og gader. Og, når vejret tillader det, står jeg og kigger på stjerner og undres, sådan som jeg gjorde, da jeg var en lille purk.

Men her til aften blev roen forstyrret. Gravhunden begyndte at gø, og da mine øjne havde vænnet mig til halvmørket, kunne jeg se omridset af noget, der lignede en hund eller en større kat. Men da lyset fra en gadelygte fangede figuren, kunne jeg så se, at der var tale om en ræv. Både Fruen og jeg har mødt den nogle gange i dagslys. Og den er ikke bange for mennesker. Heller ikke her i natten var den bange. Den blev stående. Og dens øjne lyste gult.