De seneste dage er begrebet “vanvidsbilist” dukket op igen og igen i medierne. Begrebet dækker personer, der kører hasarderet, hensynsløst og ulovligt og udsætter sig selv og – ikke mindst – andre trafikanter for fare.

Forleden var jeg selv udsat for et eksemplar af slagsen. Jeg var ved at køre ind i en venstresvingsbås ved et vejkryds, da jeg i bakspejlet ser en ældre VW komme med meget stor hastighed. Da føreren – af indlysende grunde – ikke kunne passere min bil i venstresvingsbåsen, dyttede han vedholdende af mig. Sikkert, fordi jeg skulle forføje mig ved at sætte farten op, hvilket jeg ikke havde i sinde. Da jeg så svingede til venstre, blev jeg overhalet venstreom med meget stor fart, hvorefter føreren kørte over for rødt i et meget trafikeret kryds. Heldigvis skete der ikke noget. Heldet var med bilisten (og mig, for tænk, hvad man kunne være blevet vidne til…).

Hvad er årsagen til en sådan trafikal adfærd? I medierne kan man læse om stoffer, sprut, ADHD og psykiske problemer. Personligt tror jeg det også (og primært) handler om noget andet inden for normalitetens spektrum. Testoteron er noget af det. Mange af de hensynløse bilister er unge mænd, ja, drenge, med for mange hormoner i blodet. Og bilen er forlængelsen af den potens, de mangler rent mentalt. Dernæst er adfærden udtryk for den egomane frihedsfilosofi, der er produktet af en anti-autoritær pædagogiks dominans i skolesystemet, forældres ansvarsløshed og -forflygtigelse i opdragelsen og en misforstået liberal-politisk indoktrinering gennem et årti, hvor social ansvarlighed er reduceret til et spørgsmål om skattekroner.