I går havde jeg et indlæg om musikkritikkens situation i internettets tid. Som al anden journalistisk virksomhed, så er musikkritikken – rockkritikken – under pres fra de nye digitale medier.

I dagens udgave af internetmusiksiden (!) Drowned in Sound rejser Laura Nineham spørgsmålet om, hvad der er blevet af kunsten at være en (rock)kritiker?, når enhver med en laptop, en WordPress-konto og musikinteresse kan skrive om musik?

Laura kan ikke helt holde sig fri af en vis nedladenhed over for de nye medier. En nedladenhed, man hyppigt finder hos frustrerede journalister. Hun skriver fx: “Medens nogle blogs tilbyder alternativ indsigt i musikkens verden, så er der tusindvis af sider med dårligt informerede folks skvalder om musik, som de er så ubekendte med, at deres bedømmelser svarer til, at du beder din tante om sin mening om Rage Against the Machine” (frit oversat). Internettets skønhed – og forbandelse – er den ucensurerede selv-publicering, mener Laura. Og sådan kan det vel se ud, set fra en traditionel journalistisk position med dogmer og en eller flere redaktører på nakken…

Men Laura er ikke blind over for de “filtre”, der kan hæmme den traditionelle musikkritik. Når kritikken fx nedtoner den negative kritik, fordi man ikke vil støde annoncørerne og vil holde sig på god fod med musikkens PR-folk. Og netop dette økonomiske aspekt er ikke ligegyldigt. Vi ved jo, at medierne er presset på økonomien i disse år. Og hvad gør det ved troværdigheden? Er den vellønnede musikjournalist, der skriver for et kendt medie, mere troværdig end den unge musikelsker, der for egen regning skriver om musik i sin lille WordPress-blog? Hm.

Noget andet er, at mange af blogskriverne – det er en kendsgerning – skriver dårligt. De forstår ikke at formidle deres oplevelser sprogligt. I de traditionelle medier har man haft en vis garanti for journalistisk skoling og dermed en vis kvalitet. Men denne modstilling, som Laura Nineham opstiller, holder ikke helt. For der er også masser af velskrivende musikbloggere – lige som der er håbløse musikjournalister i de store medier.

Hvad så med de gode kritikere? Hvad med kunsten at skrive god rockkritik? Ja, der er stadigvæk brug for gode skribenter til at lede læserne frem til den gode musikalske oplevelse, mener Laura. Men de må lære at leve med, at der er mange andre, der går dem i bedene – også kvalitativt – og de må gøre noget ved deres troværdighedsproblem (som er de traditionelle mediers troværdighedsproblem). Internettet er kommet for at blive og vilkårene for det etablerede journalistik er og bliver barske.

Internettets skønhed er ikke kun ucensureret selv-publicering. Det er også – langt hen ad vejen – ikke-kommerciel, engageret, ja, ligefrem lidenskabelig skriveri og publicering. Og det giver – efter min mening – en stor troværdighed. Og her er de traditionelle medier fanget i et økonomisk dilemma: hensynet til annoncørernes, PR-folkenes og andres interesser sætter grænser for, hvad og hvordan man skriver. Man må spørge sig selv: Hvorfor betale i dyre domme for en mere eller mindre troværdig musikkritik i et dagblad, hvis man kan få en tilsvarende kvalitet i hundredvis af gratis blogs?