Danmark er i økonomisk krise. Blandt andet forårsaget af den finansielle sektors – bankers og kreditforeningers – “kreative” udfoldelser. Det har medført rekordstore bankpakker, stigende arbejdsløshed, faldende eksport, voksende underskud på betalingsbalancen m.m. Og som enhver ved, inklusive Konen i Muddergrøften, så skal regningen betales. I forvejen har politikerne haft mere end svært ved at finde penge til at sikre det svindende “velfærd”, og den ny situation har ikke gjort det lettere. Og der er som bekendt kun et sted pengene kan hentes: skatten. Derfor burde det vel være indlysende klart, at dem, der har nok at give af, betaler lidt mere til fælleskabet? Ikke?

Socialdemokratiets Helle og SFs Villy har derfor tænkt sig at indføre en særlig topskat, der rammer (av, av…) alle dem, der tjener mere end 1 million kroner om året. Det drejer sig om fem procent af skatteyderne. Skulle man være i tvivl om, hvorvidt det er en god idé, så kan man altid lytte til CEPOS. For de klynker over denne såkaldte “jantelov-skat”. Det går ud over “kernemedarbejderne” i virksomhederne, “de mest produktive”, dem med “de gode idéer” osv. Der er ingen grænser for, hvor skadeligt det vil være at belægge disse rige mennesker med en ekstraskat på fem procent. Det er nærmest landsskadelig virksomhed at foreslå sådan noget. Landet vil gå i hundene, på røven, rabundus… Og de resterende 95 % mere eller mindre overflødige, mindre produktive, idéforladte medarbejdere vil stå med håret i postkassen, fordi lykkeridderne vil forsvinde ud af landet, sådan som de så ofte har truet med at gøre (men ikke rigtig har taget sig sammen til gøre…). I følge de altruistiske økonomer fra tankeboblen Cepos.

– Næ, hvis vores fremtid (som i følge ideologerne er truet med det nye skatteforslag) er afhængig af, om nogle mennesker ikke gider arbejde, fordi de skal bidrage til det fællesskab, som deres uddannelser og gyldne karrierer er et produkt af, så har vi først et problem. Hvis det eneste, der driver disse mennesker er pekuniær og forbrugeristisk grådighed og ansvarsløshed over for fælleskabets økonomiske og sociale problemer, så er vi for alvor på Herrens mark. Og det er måske også det, vi er…