Det siger måske ikke så lidt om perspektivet i denne blog, at jeg har betragtet singer-songwriter, Suzanne Vega, som en af de “unge”, relativt “nye” kunstnere!? Men faktum er, at den unge dame fyldte 50 i går. Der er ikke helt så megen opmærksomhed på Vega i dag, som der var dengang hun for alvor brød igennem med først Tom’s Diner (om det sted, hvor hun som ung studerende sad og drak kaffe og skrev sange…) og siden Luka, hvor hun gav et mishandlet barn stemme i musikken. Men for nylig har hun været opvarmningsnavn for Leonard Cohen. Slet ikke nogen dårlig rolle, når man betænker hendes kvaliteter som sangskriver: indadvendte, lyriske, rolige og melankolske sange. Den akademiske Vega er old school. Med sin guitar og sine enkle sange holder hun fast i en tradition, der kan følges tilbage til de gamle bluesmusikere, for hvem det var nok med en rusten stemme, en guitar og en fod til at holde takten. Selv om hun på sine senere plader ikke har været afholdende i forhold til studiets tekniske muligheder, så kan man godt høre det basale i hendes sangskriverkunst.