Gårsdagens antikvariske bogfund er Henrik Larsens bog om Alberti – Alberti-katastrofen – der blev udgivet på det velrenommerede, gamle venstrefløjsforlag Politisk Revy i 1996. På Antikvariatnet omtales bøger nogle gange som værende “som ny”. I dette tilfælde ville det være en underdrivelse, for bortset fra en svag duft af antikvarboghandlercigarrøg, så fremstår bogen, som var den lige kommet fra trykkeriet. Jeg forestiller mig, at den har stået på en velforsynet bogreol et tørt og skyggefuldt sted hos en historieinteresseret, der ikke nåede at få læst den, inden det – i en eller anden forstand – blev for sent.
Henrik er en god kending af denne blog, og det var da også en af bevæggrundene til indkøbet. I øvrigt fik jeg den for en slik. En anden bevæggrund daterer sig tilbage til min barndoms skole (så er vi ovre i det nostalgiske igen!). For i folkeskolen var historie, ja, historiske fag i det hele taget (inklusive kristendomshistorie), mine absolutte favoritfag. Jeg besad dengang en udpræget “klæbehjerne”, når det drejede sig om historie og historier, og det var sjældent nødvendigt for mig at læse lektier i de fag. Havde jeg en gang hørt historien om fx Alberti, så sad den fast med alle de anekdotiske detaljer, som læreren kunne diske op med. Den eneste svaghed, jeg havde, var årstallene, hvilket sikkert siger noget om mit dengang problematiske forhold til regning og matematik. Men de vigtigste årstal kunne jeg dog fastholde…
Så sent som i gymnasieårene overvejede jeg flere gange at kaste mig over historiestudiet, som var populært i de venstresnoede halvfjerdsere, men valgte så i stedet studiet af nordisk sprog og litteratur, fordi der både var litteraturhistorie og litteraturlæsningsdiscipliner.
Min datter og søn har aldrig hørt om Alberti i skolen. Og det siger noget om fagets udvikling, siden jeg gik i skole. Som jeg erindrer det, så fik vi en meget grundig historieundervisning, der strakte sig fra de ældste tider og frem til og med besættelsen og årene umiddelbart efter. Sådan er det ikke længere, af mange årsager. Og det er en skam, for de unge savner et perspektiv for deres oplevelse og vurdering af mange aktuelle spørgsmål. De har ikke altid det historiske og kulturelle koordinater, der skal til for at få en nuanceret forståelse af aktuelle fænomener, hvad enten det drejer som neo-nazistiske bevægelser, opgøret med kommunismen, USAs internationale rolle, EUs betydnings osv. Til gengæld lærer de så meget andet, siger skolens fortalere. Men et tab er det nu…