Liselotte har spist sig ud af sin forkølelse gennem en dåse tyske rabarberbolsjer. Og jeg kan ikke høre ordet rabarber – et ord med musik i! – uden at tænke på den danske sommer (i ved den med solskin, strandliv og det hele…). På rabarbergrød med mælk, rabarberkompot, rabarberkage, rabarbersaftevand på en skoldhed strandtur, rabarber… Ra-bar-ber!
Det fik mig igen til at tænke på min farmor. Hun var fannik, sønderhoning for at være helt præcis, og lignede mest af alt en hest i ansigtet. Og så levede hun, efter sin mands alt for tidlige død, alene som enke med tre børn fra hun var 39 og til hun døde højt oppe i halvfemserne efter at være forsvundet ind i alderdomsdemensens omverdensglemsel. Sine tre unger forsørgede hun ved at sy sække på havnen og gøre rent på Vestre Skole tidligt om morgenen. Jeg husker endnu de gange jeg mødte hende på skolen. Jeg var på vej i skole, hun var på vej hjem. Og det lugtede af brun sæbe og renhed over det hele.
Farmors hårde liv som enke gjorde hende til et alvorligt og meget sparsommeligt menneske. Jeg har vist tidligere nævnt det med kødbenene, der omhyggeligt blev pillet rene for kød til frikadeller. Men hun gjorde også andet i sparsommeligheden tjeneste.
I det grønne område ved Mindelunden i Esbjerg (Hjertingvej/Gravlundvej) samlede hun hyben, som hun omhyggeligt udvalgte efter modenhed. De skulle hverken være for grønne eller for modne. Og så brugte hun timer på at rense dem for kerner for at lave sin helt specielle hybenmarmelade. Jeg kan ikke huske, om hun tilsatte citrusfrugter, blot at marmeladen smagte vældig godt. Og at hun lavede en imponerende mængde, som hun gavmildt gav til mine forældre.